Gå til hovedindhold

Miljøet afgørende for udvikling af sclerose

16. maj 2016
Kort fortalt

Miljøfaktorer driver muligvis risikoen for at udvikle sclerose mere end hidtil antaget. Et nyt studie viser, at sygdommen forekommer langt hyppigere hos asiater og afrikanere bosiddende i England, i forhold til personer med samme etnicitet i oprindelseslandene.

Thumbnail

I hvilken grad den arvelige og miljømæssige komponent spiller en rolle for udviklingen af sclerose, er stadig meget uvis. Der er dog ingen tvivl om, at den arvelige genetiske bagage gør nogle personer mere disponeret for sygdommen, og at det miljø, der påvirker os, kan øge eller mindske risikoen for at sygdommen bryder ud.

Lav prævalens i Asien og Afrika

Nu har engelske forskere fra bl.a. Queen Mary University of London så set på forskelle i sclerose-hyppighed blandt befolkningsgrupper med samme genetiske baggrund, der bor vidt forskellige steder.

I Asien og Afrika forekommer sclerose uhyre sjældent. For hver 100.000 personer, er prævalensen af sclerose f.eks. kun 7 i Indien, 5 i Pakistan og helt nede på 0.25 i Ghana. Til sammenligning, er prævalensen af sclerose pr. 100.000 i Danmark på ca. 250, og i London på 180 blandt den klassiske ’hvide’ befolkning.

Altså betydelig hyppiggere end i Indien, Pakistan og Ghana – tre lande, hvorfra en stor del er bosiddende i netop London, hvor forskerne foretog deres undersøgelse.

Opvækst afgørende for sclerose

Forskerne benyttede patientjournaler fra alle lægepraksis i 4 øst-forstæder til London og indsamlede data fra mere end 900.000 registrerede patienter, hvoraf 776 var diagnosticeret med sclerose.

Prævalensen af sclerose pr. 100.000 personer viste sig at være 74 blandt afrikanere og 29 blandt asiater bosiddende i London – altså flere gange hyppigere end hos personer med samme etnicitet bosiddende i oprindelseslandene.

Resultaterne er netop offentliggjort i tidsskriftet MultipleSclerosis Journal.

Miljømæssige faktorer endnu ukendte

De markante forskelle i hyppighed antyder, at en øget udsættelse for bestemte miljømæssige faktorer eller ændret adfærd i England, kan accelerere udviklingen af sclerose.

Muligvis har disse personer diagnosticeret med sclerose allerede været disponeret for at udvikle sygdommen, og en bestemt adfærd eller udsættelse for bestemte faktorer, har så igangsat sygdomsprocessen.

Det er dog kun gisninger, og næste skridt bliver at undersøge, om man kan komme nærmere hvilke risikofaktorer i miljøet, der kunne være afgørende. Forskernes ultimative mål er at identificere sådanne risikofaktorer, med et håb om at det bliver muligt at ændre eller fjerne dem.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.