Mille Dinesen: ”Jeg har lært at holde fast i virkeligheden”

I 20’erne er man udødelig. Det følte den nu 42-årige skuespiller Mille Dinesen i hvert fald, indtil den uskyld med ét blev taget fra hende.

”Jeg blev rystet i min grundvold, og alt blev vendt på hovedet. Når jeg vågnede om morgenen, så havde jeg virkeligheden sådan her,” siger hun og sætter sin håndflade lige op i ansigtet på sig selv.

I en alder af 27 år fik hun diagnosen sclerose. Nu er der gået 16 år. Siden den morgen i 2001, hvor hun mærkede en summen i sine fødder, har hun ikke mærket sygdommen – i hvert fald ikke fysisk.

Panik i Paris’ metro

Men hendes krop ikke har mærket med sclerosen siden. Der faktisk er tvivl om, hvorvidt det overhovedet var sclerose dengang. Alligevel har hendes sind ikke kunnet slippe diagnosen. 

”Angsten gjorde, at jeg ikke kunne tage i teatret, flyve eller tage elevatorer – det sidste kan jeg stadig ikke. Jeg har det også skide svært med metroen. Jeg græder nærmest, når jeg skal ind i metroen i Paris,” siger hun.

Problemerne med teatret og elevatorerne kommer af den MR-scanning, hun i sin tid skulle igennem. Men den frygt, hun gik rundt med, satte sig også som en generel angst.

”Det er sådan en generel dødsangst, som vi jo allesammen har, men den bliver lidt mere real, når man bliver konfronteret med en kronisk sygdom. Til sidst blev det sådan en udefinérbar angst for angsten,” fortæller hun.

Udfordringerne giver pisse godt!

I starten af hendes forløb glemte Mille at tage sig af, hvad der foregik i hende psykisk. Men efterhånden indså hun, at hun blev nødt til at håndtere de tanker og bekymringer, der hvirvlede rundt i hendes hoved. Hun begyndte til terapi hos en psykolog og gjorde samtidig meditation til en del af sin hverdag. 

Selvom diagnosen fylder mindre og mindre for hende, slipper angsten, der kom ud af diagnosen, hende aldrig helt. Men hun har fået en mental robusthed, der hjælper hende, når angsten prøver at få fat.

”Jeg har lært at stoppe katastrofetankerne, så de ikke får lov til at flyve derud af. Jeg har fået nogle redskaber til at sige: Hov, lige et øjeblik, jeg tror lige, jeg holder fast i virkeligheden, i stedet for at lade angsten løbe af med mig,” forklarer hun. 

Mille har haft 16 år til at finde sig tilpas i livet med en diagnose som en del af hendes historie. Hun er nået langt og presser stadig sig selv for at finde sine grænser. 

”Man skal tage sig tid til at lære at tøjle angsten. Det har taget mig lang tid at nå hertil, og nogle gange tænker jeg også: ”Hvad er det, jeg udsætter mig selv for?” For eksempel når jeg roder mig ud i Vild med Dans. Men jeg holder fast i, at jeg godt kan lide at udfordre mig selv. Selvom jeg synes, det kan være skræmmende, så giver det mig noget pisse godt!”