Min familie er mit fundament

"Jeg har ikke haft muligheden for bare at lægge mig og give op. Jeg har en skøn familie, som jeg har et ansvar over for, og de giver mig en grund til at stå op hver dag.” 
36-årige Malene Kronborg sidder i familiens åbne køkken og spisestue i Mårslet syd for Aarhus. Når hun fortæller om sin mand, sin 7-årige datter og sønnen på 10, lyser hendes øjne lidt ekstra bag brillerne. Ved hendes fødder ligger Buster – en gylden labrador på tre et halvt år. Han blev en del af familien i 2014, da Malene fik diagnosen sclerose, for at være med til at hjælpe dem gennem den svære tid.

Sort hul

”Lige efter at jeg fik diagnosen, var jeg helt nede i et sort hul. Jeg var ked af det og følte, at det var uretfærdigt. Sommetider tog jeg mig selv i at være misundelig på alle de folk, som bare gik der og var raske. Det var en lang proces at komme ud af den sorgspiral, jeg var inde i. Jeg havde svært ved bare at se på mine børn, fordi jeg frygtede, at jeg ikke ville være her til at fejre deres næste fødselsdag. Jeg havde så travlt med at nå det hele på den halve tid, fordi jeg var bange for fremtiden,” siger Malene.
”I den tid var min mand fantastisk. Han hev mig op af de sorte huller med sin positivitet og tog over på mange praktiske områder, så mit hoved kunne få lidt fred. Jeg havde ikke kunnet klare det uden familien. De var stærkere, end jeg var på det tidspunkt, og det havde jeg brug for. På grund af dem har jeg aldrig følt mig alene med sygdommen. Vi er et hold.”

Sclerosen i bagagen

Men selv med holdet af venner og familie i ryggen og øjnene på det positive mærker Malene hver dag, at hun har sclerosen med på slæb. Hun har føleforstyrrelser, smerter i både højre skulder og hofte, og så er trætheden et af de mest hæmmende symptomer. Men også på de hårde og udmattende dage er hendes familie et af de lyspunkter, som holder hende i gang. 
”De giver mig energien til at tage kampen op. Når man har sådan nogle skønne mennesker omkring sig, er det næsten umuligt at gå og være sur,” siger hun.
Derfor sørger Malene og hendes mand, Kasper, også for at prioritere familiestunderne i hverdagen.
”Hverdagene er jo dem, vi har flest af, så det er vigtigt også at gøre dem specielle. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer for nogen af os, så vi får det bedste ud af tiden sammen,” siger hun. 

Man kan ikke spå

Netop fremtiden er et ambivalent begreb for Malene. I dagligdagen forsøger hun at lade være med at tænke for meget på den, og hvordan hendes sygdom vil udvikle sig i fremtiden. Hun øver sig i at skubbe ”hvad nu hvis”-tankerne fra sig, da hun ikke mener, at der kommer noget godt ud af gisninger. 
Men når det handler om fremtiden inden for forskningen, er det en anden sag. Malene kæmper gennem både løb og indsamlinger for at skaffe flere penge til forskning i sclerose og behandling. Det er blevet en mærkesag for hende.
”Jeg ved ikke, om jeg gør det for mig selv eller for andre. I hvert fald føler jeg, at forskningen bør støttes, fordi det giver håb for fremtiden. Både for mig, for min familie og for den kommende generation af mennesker med sclerose.”