Min krop glemmer sclerosen, når jeg er gravid

Landvillaen i den lille by Tullebølle på Nordlangeland emmer af børneliv og latter. En hel almindelig dag hos familien Pedersen – en rask og rørig familie, hvor et af familiemedlemmerne ikke lige nu er mærket af sin sygdom. Heidi har nemlig besluttet, at hendes sclerose skal fylde så lidt som muligt. Og at være gravid har sat en midlertidig stopper for hendes attakker.

Heidi og ægtefællen Brian mødes og gifter sig i 1992, og to år efter bliver datteren Ida født.

”Jeg var kernesund dengang, og to år efter kom Dan til verden. Efter min barsel arbejdede jeg hos en blomsterbinder. Indtil jeg en dag fik en voldsom hovedpine. Jeg fik stød ud i armene, når jeg bukkede mig ned,” fortæller Heidi.

En svær diagnose at acceptere

Efter et besøg hos vagtlægen og en opringning til egen læge, bliver Heidi indlagt på sygehuset. Hun bliver MR-scannet og får taget rygmarvsprøver – og næste morgen får hun svaret. Det er sclerose.

”Jeg tænker ’hvorfor mig?’. Samtidig bliver det vigtigt for mig, at ingen skal have ondt af mig og at det under ingen omstændigheder må fylde i vores liv,” fortæller hun.

Så Heidi vender tilbage til sit arbejde, fordi hun heller ikke vil modtage førtidspension. Men efter noget tid sætter Brian foden ned, Heidi kan ikke klare arbejdet. Så hun bider i græsset og får førtidspension. Og i 2002 har Heidi nogle attakker, som gør, at hun mister synet i et halvt år.

"Det skræmte mig meget. Alligevel ville jeg ikke have medicin. Men det endte alligevel med, at nogle af dem, jeg kendte med sclerose, fik mig til det. Og jeg kunne godt se, at selv med min positive tilgang, så skulle der altså også en mere alvorlig tilgang og accept af sygdommen til.”

En efternøler blev til fire

Da Heidi er ved at komme overens med medicinering og sin sclerose, popper ønsket op om en efternøler. Og Brian siger prompte nej.

”Vi får en god snak om hans nej. Han frygter simpelthen, at min sygdom bliver forværret. Så vi taler indgående med hospitalet, som anbefaler os at prøve,” siger Heidi.

Graviditeten formindsker antallet af attakker. Ja, de forsvinder faktisk. Og Heidi blomstrer op. Hun går kontinuerligt til kontrol på hospitalet, og alt ser fint ud.

Da Lai kommer til verden for fem år siden, frygter Heidi selv, at det bliver hårdt at have en baby i huset, men de to store børn og Brian aflaster hende.

”Og så må jeg indrømme, at jeg straks tænker, at vi skal have en til, når det gik så godt,” ler hun og tilføjer:

”Jeg har altid villet have mange børn, og under graviditeten er det som om, min krop udelukkende fokuserer på at være gravid og glemmer sclerosen.”

Sclerosen holdes i ave

Noget tyder på, at Heidi har ret. For hun får faktisk hele tre børn mere over de følgende fem år og sidstankomne pige, som også bliver familiens sidste skud på stammen. Sclerosen har holdt sig i baggrunden. Og alle i familien har været helt trygge ved, at mor har været gravid.

”Sclerosen influerer slet ikke mit liv nu. Jeg vil ikke give den lov til at bestemme over mit liv. Og selv om graviditeterne holder den i ave, så skal jeg ikke have flere børn, selv om jeg virkelig elsker at være gravid,” siger Heidi og fortsætter:

”Jeg nyder at være nybagt mor og så tager jeg sclerosen, som den kommer, når den viser sig igen.”