MIN SCLEROSE – Anders Dansholm

Attakvis sclerose har været en del af 39-årige Anders Dansholms hverdag siden 2005, hvor en synsnervebetændelse, føleforstyrrelser og dårligere balance var de symptomer, der i sidste ende førte til diagnosen. Han bor med sin kone og to sønner i Vanløse og arbejder fuldtid som kundeservicemedarbejder.

Gid jeg havde vidst noget før, at…

jeg godt stadig kan være Anders, selvom jeg har fået den her diagnose. Jeg har lige været på Club La Santa, hvor jeg faktisk føler, at jeg tog afsted som sclerosepatient og kom hjem som Anders - sclerosen var pludselig sekundær. Jeg fik ro til at fokusere på mig selv og det, som er godt for min krop. Det som giver mig glæde og giver mig overskud for min familie.

Havde jeg ikke fået sclerose, havde jeg...

bare bekymret mig om bagateller og taget ting for givet. Jeg savner nogle af de her hverdagsting, som andre tager for givet. Det er tankevækkende, at der skal en ulykke eller sygdom til, for at man får øjnene op for, hvad der er vigtigt i livet. At man sætter pris på de små ting.

Jeg synes, det er en dum sygdom, fordi...

den ikke bare begrænser dig fysisk, den begrænser dig også socialt.
Man har jo behov for at være social. Men når man har problemer med inkontinens eller bliver træt, når man er ude på besøg, så man ender med at sidde og hænge i stedet for at hygge sig, så ender man med at være begrænset.

Hvis jeg skulle give et råd til andre, ville jeg sige...

at jeg fortæller mig selv hver dag, at jeg må acceptere, at jeg har sclerose. Det kan jeg ikke ændre på. Men jeg kan bruge min energi på en række andre ting, som jeg KAN ændre. Kost, motion, min indstilling: Positiv indstilling og tro på det bedste. At hvile, ikke ryge, spise sundt. så gør jeg noget godt for min krop og min sygdom.

Det, der har hjulpet mig mest, er...

min familie. Både ved ”bare” at snakke med dem, men også hverdagsting som at hjælpe mig, når vi er ude. Min ældste søn eller min kone kan f.eks. hjælpe med at bære mine indkøbsposer.

Jeg havde aldrig klaret mig uden...

håbet. Jeg bruger ikke hjælpemidler, men jeg har fra dag ét haft et håb om at blive rask. Og så havde jeg heller ikke klaret mig, hvis jeg hang fast i de negative tanker. Så ville jeg have ondt af mig selv og komme dybere og dybere ned i et hul. Det gavner ikke noget. Det lærte jeg gennem et klip med Chris McDonald: Han fortæller, at mennesker, der hænger fast i negative tanker, er lidt ligesom en ko, der tygger på det samme græs igen og igen. Forskellen er, at græsset giver koen næring, men de negative tanker ikke giver mig noget godt.