MIN SCLEROSE – Asghar Azizi
Cirka 16.000 mennesker i Danmark lever med sclerose. Mød en af dem her.

Foreningslivet er en vigtig del af 47-årige Asghar Azizis liv. Han bor i Aalborg, har levet med primær progressiv sclerose i over 25 år og har været førtidspensionist siden 1997. Ifølge Asghar er Scleroseforeningen noget af det, der giver ham håb.
Havde jeg ikke fået sclerose, havde jeg…
færdiggjort mit studie, fået et arbejde, fået børn. Jeg har altid drømt om at få børn. Jeg ville gerne kunne forsørge mig selv… jeg savner mit arbejde så meget. Der har sclerosen hindret mig. Men jeg har vænnet mig til det.
Jeg synes, det er en dum sygdom, fordi…
den er så uforudsigelig. Man kan aldrig planlægge ordentligt og være 100 procent sikker på sine planer. Det er frustrerende. Og så kan jeg få forværring i sygdommen fuldstændig uden varsel. Det er svært.
Det, der har hjulpet mig mest, er…
at holde mig selv oppe psykisk. Smilet skal ikke dø – det er min livsfilosofi. Fysikken kan jeg ikke rette op på, men psyken kan jeg altid arbejde med. Jeg synes, det er vigtigt at have håb og være optimistisk. Lad aldrig håbet dø.
Jeg havde aldrig klaret mig uden…
hjælp fra mine venner. De har hjulpet mig både med praktiske ting, men også psykiske ting. Og så har det at blive en del af en række foreninger hjulpet mig. Scleroseforeningen gav mig håbet tilbage. Det var en kæmpe dør, der blev åbnet for mig, da jeg blev en del af foreningen.