Min veninde Rose

Jeg har fået mig en veninde, som jeg kalder Rose. Første gang, vi mødtes, var, da jeg var 11 år gammel. Hun var så glad for mig, at hun hang om mit ben som en fodlænke. Rose kunne være tung at slæbe rundt på. Så tung, at jeg fik jagende smerter i hoften, når jeg gik ture. Rose sinkede mig også. Jeg kunne ikke gå så hurtigt som de andre, og når jeg forsøgte at indhente de andre, begyndte hun at brokke sig, og bed sig fast i hoften på mig. Det gjorde afsindigt ondt. Til sidst måtte jeg give efter på hendes krav og stænke farten, og lade de andre gå foran. Jeg tror sgu hun led af voldsomt af jalousi og ville have mig for sig selv.

Vi fulgtes ad et stykke tid. Men hendes jalousi blev mere og mere sygelig. Jeg søgte hjælp til Rose på sygehuset, men de kunne desværre ikke hjælpe hende. Vi levede videre et stykke tid. Rose begyndte at gå mig mere og mere på, så jeg søgte alternativ hjælp til Rose hos en akupunktør. Rose kunne ikke lide nåle, og hun forlod mig i en årrække. Jeg var ikke længere tynget af hende. Jeg levede lykkeligt videre uden Rose i ca. 10 år. Jeg begyndte at forelske mig i andre piger. Det passede sgu ikke frøkenen. Det nagede hende åbenbart, at jeg havde det godt uden hende. Rose havde vokset sig stærk og gjorde hævn for at få mig tilbage. Hun gik efter mit syn. Først på mit ene øje og et år efter på mit andet øje. Rose led tydeligt stadig af jalousi. Som hævn for nålene, og for at jeg havde forelsket mig i en anden, gik hun målrettet efter mine øjne. "Øje for øje" var vist blevet til hendes overbevisning. Hun fik arrangeret et tvangsægteskab. Nu var pagten nedskrevet. Vi skulle følges ad til døden os skiller uden mulighed for skilsmisse.

Jeg måtte overgive mig til hendes kærlighed. Det var en lang og hård proces. Det var sådan et had/kærlighedsforhold - hun elskede mig, og jeg hadede hende. Men jo mere jeg overgav mig, des bedre kunne jeg erkende og acceptere forholdet. Jeg forenede mig med hende til sidst. Jeg kunne jo ikke slippe af med Rose, så vi kunne jo lige så godt få det bedste ud af det.

Jeg tog hende i hånden, og vi begyndte vores vandring ad livets landevej. Hun har givet mig op og nedture. Hun har virkelig forstået at give mig modstand til tider, men vi er uadskillelige alligevel. I med- og modgang minder hun mig om hele tiden.

Nogle gange bliver hun for påtrængende, og hun kan virkelig gå mig meget på. Sommetider har jeg haft lyst til at skubbe Rose ud foran den næste forbipasserende lastbil, men jeg ved, at hun holder fast og ikke giver slip påmin hånd. Så jeg passer på hende. Jeg passer og plejer vores forhold. Jeg acceptere hende for det væsen, hun nu engang er. Jeg forbliver positiv overfor hende i håbet om, at hendes jalousi vil aftage.