Mit liv som pårørende - Simone Martlev Therkeldsen
Cirka 16.000 mennesker i Danmark lever med sclerose. Ved siden af dem står der ofte en række pårørende. Du kan møde én af de mange pårørende til et menneske med sclerose her.

21-årige Simone var kun 11 år, da hendes far fik sclerose. Inden for de seneste fem år er hun for alvor begyndt at mærke, hvordan det påvirker hende at have en syg far – på både godt og ondt.
Gid jeg havde vidst noget før, at…
Scleroseforeningen også tilbyder hjælp til pårørende. Jeg har først for nylig hørt om foreningens psykologordning, som har hjulpet mig rigtig meget.
Jeg synes, sclerose er en dum sygdom, fordi...
man ikke kan gøre noget ved, at ens nærmeste får det dårligere. Lige pludselig kan man ikke længere gøre det, man plejede sammen. I vores familie tog vi tit på længere rejser sammen. Nu kræver det planlægning bare at gå en tur.
Jeg havde aldrig klaret mig uden...
min mor og min søster. De forstår om nogen, hvordan jeg har det, når jeg er ked af det eller frustreret. Vi er gode til at hjælpe hinanden og til at hjælpe min far sammen, selvom mine forældre ikke er sammen længere.
Jeg gør noget godt for mig selv, når...
jeg minder mig selv om, at jeg gør mit bedste for at hjælpe min far. Det er nemt at føle, at man burde gøre mere. Men så er det vigtigt at minde sig selv om, at det er godt nok, det man gør.
Jeg glæder mig over...
at se min far glad. For eksempel når han har været på Sclerosehospitalet i Ry, eller bare når vi har været sammen, ham og mig. Vi mødes ofte og drikker kaffe og ser Friends i flere timer og snakker om alt og ingenting, også mere følsomme emner.