Gå til hovedindhold
TemaCorona og scleroseSe hele temaet

Møde med Sundhedsstyrelsen: Alder er altafgørende, og skærpede kriterier i gruppe 5

10. april 2021
Kort fortalt

Mange nødvendige ændringer er kommet til, siden vaccinationsindsatsen mod coronavirus gik i gang tilbage i december. Desværre har de seneste ændringer skubbet yngre kronikere bagud i vaccinationskøen og skabt forvirring omkring vaccinationsgruppe 5, som er personer i særlig øget risiko. Flere spørgsmål har meldt sig, og dem har vi nu fået svar på fra Sundhedsstyrelsen. Læs med her. 

Vaccinationsindsatsen mod coronavirus er i fuld gang, og hver dag får flere og flere danskere det første eller sidste stik. Men efter de markante ændringer af vaccinationsplanen tilbage i marts, har forvirring og frustration fyldt hos mange med sclerose.

Derfor mødtes Scleroseforeningen i torsdags med Sundhedsstyrelsen og andre patientforeninger online. Her var der særlig fokus på to områder.

Yngre personer i øget risiko


Hvorfor prioriteres alder før sygdom eller andre tilstande?


Da Sundhedsstyrelsen ændrede vaccinationsplanen, blev alder den afgørende faktor for, hvornår du kan regne med at få tilbud om coronavaccination. Det skubbede yngre i øget risiko tilbage i vaccinationskøen. Sundhedsstyrelsen begrunder det under mødet med:

  • Yngre personer har generelt en lav risiko for at blive alvorligt syge med coronavirus – det gælder også, selvom man har en kronisk sygdom eller tilstand.
     
  • Den ændrede vaccinationsplan bygger blandt andet på en videnskabelig artikel med danske data. Resultaterne viser, at høj alder - uafhængig af andre faktorer, såsom kronisk sygdom eller multisygdom, er den altoverskyggende risikofaktor for et alvorligt sygdomsforløb med coronavirus. Se undersøgelsen her.

Hvad er sandsynligheden for, at yngre i øget risiko kan få tilbud om vaccine tidligere?


I løbet af de seneste uger har Danske Patienter samt flere patientforeninger, herunder Scleroseforeningen, ytret kritik af den nye vaccinationsplan, som sender yngre personer i øget risiko tilbage i vaccinationskøen. Sundhedsstyrelsen understreger, at målgrupperne ligger fast, og at de ikke bliver ændret på trods af kritik og forslag til løsninger.

Vaccinationsgruppe 5 (særlig øget risiko)


Hvem kan blive henvist i vaccinationsgruppe 5?


Det vil fortsat være muligt for læger at henvise patienter til vaccinationsgruppe 5, hvis patienten er i særlig øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med coronavirus. Dog har sundhedsmyndighederne skærpet kriterierne:

  • Patienten skal være under 65 år.
     
  • Der skal foreligge konkret lægefaglig vurdering af, at patientens prognose vil forringes væsentligt, hvis vaccination afventer de 1-3 måneder, indtil patienten ellers ville blive tilbudt vaccination efter rent alderskriterium.

Du kan se her, hvilke andre kriterier din læge vurderer ud fra.

Hvem skal henvise patienter til denne gruppe?


Det skal din behandlingsansvarlige læge. Det vil sige den læge, som er ansvarlig for behandling af den sygdom, der sætter dig i særlig øget risiko for et alvorligt forløb med coronavirus. Hvis du ikke er tilknyttet en sygehusafdeling, kan det også være din praktiserende læge.

Men... Hvis det er din praktiserende læge, som henviser dig, kræver det nu en dobbeltvisitation. Det betyder, at hvis din praktiserende læge vurderer, at du er i særlig øget risiko, skal lægen sende en henvisning til din region. I regionen vil en anden lægefaglig vurdere henvisningen, inden du tilbydes vaccination i gruppe 5. Hvis regionens lægefaglige afviser henvisningen, vil du eller din praktiserende læge få besked omkring det. 

Kan læger i almen praksis kun henvise 5 patienter hver?


Flere praktiserende læger har fejlagtigt troet, at de kun måtte henvise 5 patienter hver til vaccinationsgruppe 5. Det er en misforståelse. Der er ikke et loft på, hvor mange patienter almen praksis må henvise til vaccinationsgruppe 5, og den information har Praktiserende Lægers Organisation, PLO, orienteret til landets praktiserende læger om.

Jeg ved, at min læge har henvist mig til vaccination, men har endnu ikke fået tilbud i e-boks. Hvad kan jeg gøre?


Hvis du ved, at din læge har henvist dig til vaccination, og du efter 2 til 3 uger ikke har fået tilbuddet i din e-boks eller pr. post, kan du kontakte corona callcenter i din Region. 

Her finder du telefonnummer til din regionale hotline: 

Region Hovedstaden: 38 66 00 00
Region Sjælland: 70 20 42 22 
Region Syddanmark: 99 44 07 17
Region Midtjylland: 70 23 24 15
Region Nordjylland: 97 64 84 63

Der er ingen kommentar endnu