MS Run gav Camilla modet til at stå frem
Selvom 41-årige Camilla Kristensen fra Rønde på Djursland har haft sclerose i mere end 10 år, har hun indtil nu ikke haft lyst til at fortælle sine omgivelser om den sygdom, som hun mærker i sin krop hver eneste dag. Men lysten til at stille op til MS Run, og løbe for en verden uden sclerose, blev et vendepunkt for Camilla.

Sidste weekend i marts lød startskuddet til MS Run, som er Scleroseforeningens årlige stafetløb i Aarhus. Her løber deltagerne enten 50 eller 100 kilometer og samler penge ind til forskning i sclerose. Blandt deltagerne var Camilla Kristensen, som havde samlet et hold af familie og venner, der fordelte de 50 kilometer imellem sig.
Forud for løbet havde hun dog gjort sig mange tanker om, hvordan hun skulle gribe udfordringen an. For Camilla var MS Run nemlig ikke bare en fysisk udfordring, men også en mental overvindelse: Hun ville være nødt til at fortælle sine omgivelser, at hun selv har sclerose, hvis de skulle forstå, hvorfor hun stillede op til løbet og samlede penge ind via Facebook.
”Jeg hørte allerede om MS Run sidste år, men der var jeg ikke klar til at stå så offentligt frem med min sclerose – det blev for synligt for mig. Men jeg har tænkt over det lige siden, og da tilmeldingen åbnede i år, var jeg parat. Det var helt klart en overvindelse for mig at stille min sygdom til skue på den måde, bede familie og venner om at løbe sammen med mig – og så også bede mine venner på Facebook om at støtte min indsamling. Men jeg har fået en helt fantastisk opbakning, og jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det,” fortæller Camilla om sin deltagelse i MS Run.
Holdet Team Spirit talte i alt fem deltagere og bestod af Camillas storebror, hendes nevø, et par gode venner og hende selv. Camilla stod selv for indsamlingen og fik samlet 7.850 kroner ind.
En familieoplevelse for livet
Da de værste nerver over at stille sig frem og fortælle om sin sclerose havde lagt sig, tog glæden og begejstringen ved at være med i MS Run for alvor fat. På MS Run fik Camilla og resten af familien en glædelig anledning til at mødes og gøre noget aktivt mod den sygdom, som hun lever med hver eneste dag. Og selvom hun fik et attak blot 14 dage inden løbet, holdt hun, på opfordring fra sin scleroseklinik, fast og gennemførte løbet.
”Jeg kunne mærke, at det var rigtig godt for mig at tale åbent om den ellers usynlige sygdom, som følger mig hele tiden. Og det gjorde det nemmere for mig at tage springet og spørge min bror og mine gode venner, som selv har sclerose i familien, om de ville stille op til løbet sammen med mig. Ingen af dem tøvede et sekund, før de takkede ja, og med min nevø på holdet også, var vi klar til de 50 kilometers løbetur.”
Udover løberne havde Team Spirit også Camillas far, onkel og mand med på cykel, hvor de agerede hjælpere undervejs på ruten. Og på sidelinjen heppede resten af familien ivrigt på Team Spirit, og løbet blev en familiebegivenhed, hvor alle havde en virkelig hyggelig dag, fortæller hun:
”Det var så fantastisk, at vi ikke behøvede at være eliteløbere for at være med, vi løb i vores eget tempo og mærkede en kæmpe opbakning og begejstring undervejs. For os blev det virkelig en hyggedag for hele familien, både unge og gamle kunne være med, og mine to børn på ni og 12 år fik også en uforglemmelig oplevelse med hjem. Vi vendte faktisk hele situationen omkring min sygdom på hovedet og gjorde den til vores samlingspunkt – og det har jeg aldrig prøvet før.”
Camilla og resten af familien og vennerne er klar til endnu en løbetur igen til næste år, når MS Run vender tilbage til Aarhus i foråret 2020.
Er du nysgerrig for at vide mere om MS Run? Følg os på Facebook.com/MSChallenge eller klik dig ind på www.mschallenge.dk for at læse mere om løbet.