Gå til hovedindhold

Musikterapi kan hjælpe med at udtrykke følelser

20. februar 2020
Kort fortalt

Scleroseforeningen har været på besøg i Belgien for at høre om, hvordan musikterapi hjælper mennesker med sclerose til at udtrykke deres følelser gennem musik.

Hvis man føler sig frustreret eller vred, kan det lyde sådan her, fortæller Beatrijs og trykker hårdt på de dybe toner på klaveret. Hvorefter hun med mindre kræft trykker på nogle af de lyse toner for at illustrere, hvordan sårbare følelser kan lyde.

Beatrijs De Klerck arbejder som musikterapeut på det Nationale MS Center i Melsbroek i Belgien, hvor hun har arbejdet med mennesker med sclerose i otte år. 

Musikterapi

Musikterapi anvendes i mange forskellige sammenhænge med henblik på at skabe trygge relationer, vække social interesse og bryde social isolation, mindske stress, give smertelindring, bearbejde følelsesmæssige traumer alt efter den enkelte klients behov. 

Lettere at udtrykke sig gennem musik end med ord


På Melbroek hospitalet bliver musikterapi brugt som psykoterapi, hvor de bruger musik i en psykologisk samtale.

”Mennesker med sclerose oplever ofte en stor følelsesmæssig smerte og går igennem en lang sorgproces, for hver gang sygdommen udvikler sig. Og her kan musik være en måde at udtrykke sig selv og ens følelser på,” forklarer Beatrijs.

Du behøver ikke at kunne spille et instrument


Selvom Beatrijs ’terapi-rum’ er fyldt med instrumenter, forklarer hun, at man ikke selv behøver at kunne spille efter noder for at udtrykke sine følelser.

”Ofte sidder vi ved klaveret, og så beder jeg folk spille, imens jeg spiller med til deres rytme. Derefter snakker vi ud fra musikken,” forklarer Beatrijs og fortsætter:

”I terapien bruger jeg meget improvisation. Men ikke alle bryder sig om det, eller er ikke i stand til at bruge deres hænder længere. Men så kan vi lytte til musik. Det handler ikke kun om at spille musik. At lytte til musik kan også være meget terapeutisk,” siger Beatrijs

Hun bruger også sangskrivning, hvor hun skriver en sang i samarbejde med patienten.

”Sangskrivning er også en smuk måde at udtrykke sine følelser på. Og så kan patienten tage den med hjem og spille for sine nærmeste,” fortæller Beatrijs.

Musik bringer glæde


Beatrijs understreger dog, at musikterapi handler om hele følelses-spektret.

”Musikterapi handler ikke kun om de mørke og svære følelser som vrede og smerte, men også om de glade følelser. Musik kan være sjovt, få folk til at grine og give folk trøst. Og de følelser er lige så vigtige at føle ved siden af alle de negative følelser, som ofte følger med sclerose,” siger Beatrijs.

Musikterapi i Danmark


Musikterapi har eksisteret helt tilbage til oldtiden, men først i 1950'erne begyndte flere europæiske lande at udvikle musikterapi til sit eget fag.

I Danmark har uddannelsen musikterapi eksisteret som uddannelse og forskningsområde siden 1982 på Aalborg Universitet, hvor forskningsmiljøet er førende på verdensplan.

I 2019 blev den 11. Europæiske musikterapikonference, der afholdes hvert tredje år og samler musikterapeuter fra hele verden, afholdt i Musikkens Hus i Aalborg.

Hvis du ønsker at prøve musikterapi, kan du finde en musikterapeut i nærheden af dig på linket her: http://www.danskmusikterapi.dk/find-en-musikterapeut/

Se video: 

Der er ingen kommentar endnu