Når barnet skal være den voksne

Det er meget mere almindeligt, end vi går rundt og tror, at børn må træde til og hjælpe en alvorligt syg forælder, ikke kun med praktisk hjælp, men også med personlig og intim pleje, selv om det er grænseoverskridende og uheldigt for deres udvikling, når de må påtage sig en voksens ansvar: ’Det føles mærkeligt pludseligt at skulle beskytte en voksen,’ som et barn i en af mine grupper udtrykte det.« 

Ordene er psykolog i Scle­ro­se­foreningen Marianne Kjærum-Nielsens. De sidste 15 år har hun specialiseret sig i børn, der vokser op i familier med scle­rose, og hun oplever, at belastningen af børn med syge forældre ikke er blevet mindre med årene.

Rollerne byttes om

Rolleombytningen mellem barn og forælder sker umærkeligt, men sikkert, i de tilfælde hvor barnet oplever, at der ingen andre er til at tage sig af den syge forælder:

»Jo mindre barnet oplever, at der er andre voksne, der tager sig af den syge forælder, jo mere tager det ansvaret på sig og føler skyld, hvis det ikke gør,« forklarer psykologen, der først og fremmest placerer ansvaret hos kommunerne. Men hun appellerer også til familierne om, at de bider hovedet af al skam og søger den nødvendige hjælp for børnenes skyld. Også selv om der i dag skal kæmpes for at få den.

Manglende støtte går ud over børnene

»Kommunerne skal vide, at de svigter børnene ved ikke at bevilge tilstrækkelig støtte til den syge forælder, så familien som helhed kan fungere og børnene få en barndom på nogenlunde normale præmisser. Det samme gælder, hvis hjælpen bliver så fragmenteret, at hjemmet forvandles til en banegård med et virvar af hjælpere farende ind og ud ad døren. Det fungerer ikke for nogen og slet ikke i børnefamilier. Men familien selv bærer også nogle gange et ansvar.« Hun uddyber:

Vi oplever gennem vores voksne klienter, at det er blevet klart sværere at få hjælp og at få en hjælp, der er tilpas sammenhængende.
Mange magter ikke den opslidende kamp med kommunen og vælger til sidst at klare sig uden, selv om det betyder, at alt i familien kommer til at dreje sig om sclerose.
Men der er også forældre, der har det så ambivalent med, at der skal komme nogen i deres hjem, at de helt afholder sig fra at søge om hjælp. 
Marianne Kjærum-Nielsens | Psykolog i Scleroseforeningen

I begge tilfælde er der fare for, at det går ud over børnene. Enten ved at børnene påtager sig et ansvar, de ikke er klar til. Eller ved at der ingen tid eller overskud er tilbage til dem. Som en pige fra en af Scleroseforeningens børnegrupper udtrykte det:

»Al min fars tid går med at passe og pleje mor og lave mad til os. Man kan føle sig helt overladt til sig selv. På en måde forladt af begge forældre.« 

»Det er så afsindigt vigtigt, at man – midt i bestræbelserne på at finde besparelser – holder sig denne meget, meget vigtige ting for øje, som hedder forældreressourcer. Altså dette, at forældrene har ressourcer til at være til rådighed for deres børn og derigennem sikre dem en sund udvikling. Uden hjælp udefra tappes forældrenes ressourcer uundgåeligt i mange sygdomsramte familier, og regningen sendes videre til børnene,« siger Marianne Kjærum-Nielsen.

Gitte Rudbeck

Pressemedarbejder

gru@scleroseforeningen.dk