Gå til hovedindhold

"Når folk møder mig, ser de ikke mit handicap som det første, de ser i stedet Ronja"

10. februar 2021
Kort fortalt

For Martin Grangaard er servicehunden Ronja mere end bare en hund. Ronja er hans følgesvend og en isbryder, når han møder nye mennesker – og så hjælper hun ham på dårlige dage.

En hund er menneskets bedste ven, siger man. Og for 37-årige Martin Grangaard, der har haft sekundær progressiv sclerose i tæt på tyve år, er det i hvert fald en sandhed. Hans servicehund, Ronja på 14 år, der er trænet til at hjælpe mennesker med handicap, er ved Martins side hver dag.

”Hun hjælper mig på de dage, der er dumme. Så samler hun ting op, jeg taber på gulvet, og hun hjælper mig med at få skoene og vanterne af,” fortæller han.

Men for Martin er Ronja mere end bare en hund, der hjælper ham med praktiske gøremål. Hun er hans følgesvend, der har fulgt ham i mere end 12 år i tykt og tyndt, og som er med ham overalt.

De ser hunden først

En servicehund har nemlig også en anden og lige så vigtig funktion, fortæller Martin. Han beskriver sig selv som genert, men griner samtidig og siger, ”at ironi kan forekomme”. Dog hjælper Ronja også med at skabe kontakt til andre mennesker.

”Hun er en isbryder, når jeg møder nye mennesker. Alle vil gerne tale med en sød hund, og man har altid et emne at tale med andre mennesker om. Når folk møder mig, ser de heller ikke mit handicap som det første, de ser i stedet Ronja og taler med hende, og på den måde har jeg også nemmere ved at komme i snak med andre.”

Ronja er en ældre hund, og det kan godt mærkes på niveauet af hendes service, fortæller Martin grinende. Egentlig skulle hun nok på pension.

”Og det er hun også på en måde, for jeg bruger hende nok mest til selskab i dag. Men det er også vigtigt for mig. Den dag, hun ikke er her mere, ja, det bliver tungt. Så vil hun blive meget savnet,” siger Martin vemodigt.

Martin, der er meget aktiv blandt andet i Scleroseforeningens Social- og Handicapudvalg samt lokalafdelingen i Næstved, har tidligere siddet i kørestol i 2½ år, og der opstod ideen om at søge en servicehund.

I dag har Martin takket være medicin fået gangfunktionen tilbage, så han kan gå et par hundrede skridt på en god dag. Men Ronja bliver ved hans side.

Der er ingen kommentar endnu