Nanomedicin indtager scenen, del 1
Nanoteknologi bringes nu på banen mod sclerose. Her præsenteres én af to nye målrettede metoder, der kan fremme reparation af beskadigede nerver og bremse autoimmune reaktioner i mus.

Nanomedicin er på vej til at skabe en ny æra indenfor behandling af sygdomme. Det kan også vise sig at blive et vigtigt våben i kampen mod sclerose. Flere spidsfindige metoder fremlægges netop nu i forsøget på at målrette særlige molekyler bestemte steder i kroppen.
To uafhængige studier har netop offentliggjort hver deres metode til at udnytte nano-teknologi til at bremse sclerose i mus: Målet er at forhindre autoimmune skader og at skabe tolerance i kroppen.
Nøglemolekyle kan reparere skader og stoppe autoimmunitet
I det ene studie opdagede britiske forskere fra Cambridge University, et nøglemolekyle, kaldet LIF, der kontrollerer, at immunceller ikke angriber kroppens egne celler. Samtidig spiller LIF en væsentlig rolle ved genopbygning af ødelagt væv i hjerne og rygmarv.
Forskerne betegner LIF som et naturligt ’medicin-molekyle’, der både kan bremse autoimmunitet, OG kan stimulere reparation af beskadiget hjernevæv. Altså et unikt våben mod autoimmune sygdomme.
Af uvisse årsager virker LIF ikke tilstrækkeligt hos nogle personer, og det kan være én af grundene til, at de udvikler autoimmune lidelser, som f.eks. sclerose.
Nanopartikler transporterer medicin til rette sted
Men hovedpinen har været, at LIF opløses hurtigt udenfor celler, så det kan ikke bare gives som almindelig tabletmedicin eller injektioner.
Derfor har forskerne allieret sig med nano-teknologien: De har over en længere årrække udviklet særlige nano-partikler, der kan indkapsle og beskytte LIF-molekylet, og transportere det rundt i kroppen uden at blive ødelagt.
Målet er at beklæde nano-paritklerne med ’tags’, så de i kroppen specifikt bevæger sig hen til de overaktive immunceller, hvis aktivitet skal dæmpes. Her vil LIF-molekylet så langsomt udskilles fra nanopartiklerne og udføre sin funktion.
På den måde kan man give den rette dosis, det rette sted, på det rette tidspunkt.
Naturlig balance genoprettes - behandling uden bivirkninger
Metoden forventes at være fri for bivirkninger: LIF-molekylet forekommer naturligt i kroppen, og metoden stimulerer blot kroppens eget tolerance- og reparationssystem, uden at det forstyrrer immunsystemets vitale funktioner.
”Autoimmunitet skyldes en ubalance i immunsystemet. Nogle immunceller reagerer for kraftigt. Vores metode vil blot rette på den balance og genskabe selv-tolerancen. Når det er gjort, opretholdes balancen af sig selv, så man undgår at skulle fortsætte behandling”, udtaler den forskningsansvarlige for projektet, Dr Su Metcalfe.
LIFNano, som produktet kaldes nu, testes i øjeblikket i mus, og flere medicinalfirmaer har skudt penge i projektet, der forventer at starte forsøg i mennesker i 2020.
Læs mere om metoden i et interview med Su Metcalfe her, og følg med i næste uge hvor den anden nye nano-medicinske satsning indenfor sclerose præsenteres.