Nedsat følsomhed og seksualitet
Mange mennesker med sclerose oplever nedsat følelse og/eller følelsesforstyrrelser i kønsorganerne.
Det påvirker selvfølgelig seksualiteten, men med lidt øvelse og opfindsomhed behøver det ikke være en hindring for et dejligt og tilfredsstillende sexliv.
Af Else Olesen, sexolog
Når man bliver syg med sclerose, er det helt naturligt at blive bange, vred og ked af det. Oven i det bliver mange også bekymrede for, hvad sygdommen kommer til at betyde for seksualiteten. Og det er der ikke noget at sige til. For omkring halvdelen af alle kvinder og endnu flere mænd oplever seksuelle problemer som følge af sygdommen, enten midlertidigt eller kronisk.
En af de mere markante ændringer, sclerosen kan forårsage i forbindelse med seksualitet, er nedsat følelse i og omkring kønsorganerne. Som kvinde kan du opleve nedsat eller manglende følelse i klitoris og skeden og nedsat orgasmeevne, og som mand kan der være problemer med potens, udløsning og/eller orgasme. Måske kan du få en normal rejsning, men ikke udløsning eller orgasme.
Den ændrede følsomhed og seksuelle formåen kan forhindre nydelsen og glæden ved sex, så det måske bliver fristende bare at give op og lade sex være fortid. Men det er heldigvis ikke nødvendigt.
En ny seksualitet
Hvis du oplever nedsat eller ændret følelse i kønsorganerne, kan du godt have et dejligt og velfungerende sexliv alligevel. Men for at komme dertil er det først og fremmest vigtigt, at du er åben og nysgerrig over for nye måder at arbejde med din seksualitet på. For selvom følsomheden måske ikke kommer tilbage, og din seksualitet aldrig bliver den samme som før, kan du med et åbent sind, opfindsomhed, øvelse og tålmodighed arbejde dig hen imod et intimt og tilfredsstillende sexliv.
Jeg har samlet nogle forslag til dig, som du kan eksperimentere med:
Glidecreme:
Glidecreme øger følsomheden i og omkring kønsorganerne, både hos mænd og kvinder. Glidecreme kan blandt andet købes i Matas, i sexbutikker eller på internettet. Der findes mange forskellige slags; vand-, olie- eller silikonebaseret og med eller uden dufte og smag. De fleste finder med tiden deres egen favorit, så prøv dig frem. Jeg anbefaler, at du starter med en silikonebaseret glidecreme af god kvalitet, f.eks. af mærket PJUR. Bare husk, at du altid skal bruge en vandbaseret glidecreme, når du bruger den sammen med erotiske hjælpemidler eller legetøj, da den silikone- og oliebaserede kan beskadige legetøjet – især, hvis det er af dårlig kvalitet. Hjælpemidler og legetøj af god kvalitet bliver ikke beskadiget af silikonebaseret glidecreme.
Vibratorer:
Vibratorer kan stimulere på en anden og mere kraftig måde end fingrene. Både mænd og kvinder kan have glæde af en vibrator på eller omkring kønsorganerne, direkte på klitoris, på skaftet af penis eller penishovedet og/eller omkring anus. Der findes mange forskellige vibratorer, og jeg anbefaler, at du køber en af god kvalitet, som er nem at betjene og nem at gøre ren. Der findes vibratorer, som er specielt egnede ved nedsat følelse, og som er nemme at holde på og tænde og slukke, hvis du har følelsesforstyrrelser i hænderne. Det kan f.eks. være en ”Magic Wand”, som er en vibrator med et stort hoved, der rammer et større område af underlivet og dermed stimulerer mere. Prøv dig frem og find din favorit. Få eventuelt hjælp af en autoriseret sexolog eller en af sexologerne i Ry eller Haslev til at finde en, der er rigtig for dig.
Stimulation på klitoris:
Hvis du stadig har følelse tilbage i klitoris, kan det kræve en kraftigere stimulation end tidligere for at give seksuel nydelse og/eller orgasme. Derfor kan du prøve at bruge et massageapparat, en vibrator eller fingrene direkte på klitoris, hvor det måske før var for følsomt.
Penispumpe og penisring:
Hvis du har svært ved at få eller holde rejsningen, kan du bruge en penispumpe/erektionspumpe. En penispumpe giver dig rejsning ved hjælp af vakuum, og til forskel fra potensmedicin er den helt uden bivirkninger. Rejsningen holdes på plads af en penisring, så du kan gennemføre samleje. Hvis du selv kan få rejsning, men har svært ved at holde den, kan du nøjes med en penisring.
Nye erogene zoner:
Du/I kan eksperimentere med at finde nye erogene zoner og udforske dem, I allerede kender, på en ny måde. Hvis du f.eks. tidligere er blevet seksuelt opstemt af at blive berørt på brysterne eller brystvorterne, så find på nye måder at stimulere dem på. Det kan også være helt nye steder på kroppen, du ikke anede, kunne føles sådan. Prøv jer frem med kys, berøringer, tunge, fjer, en lille pisk, eller hvad I ellers føler for. Mange bliver overraskede over, hvor stor nydelse man kan opleve, selvom kønsorganerne slet ikke bliver berørt.
Orgasme:
Nogle oplever, at de godt kan få orgasme, når de er alene og onanerer, men ikke sammen med en partner. Det kan være på grund af de ændrede stillinger, og så kan det forstærkes af de beskadigede nervebaner. I kan altså prøve at skifte stilling, så kønsorganerne bliver stimuleret på en anden måde. Prøv så vidt muligt at være sammen med partneren i samme stilling, som når du er alene. I kan også prøve at have samleje, samtidig med at I bruger en vibrator på klitoris. Der findes en parvibrator, som er specielt egnet til at bruge under samleje.
Der findes også penisringe med vibrator, som stimulerer kvindens klitoris under samlejet. Hvis du på grund af sclerosen slet ikke kan få orgasme, kan der alligevel være stor nydelse og tilfredshed ved et intimt og kærligt samliv og samleje.
Andre hjælpemidler:
Der findes hjælpemidler specielt til støtte under samleje, men I kan også udforske møblerne derhjemme og se, om de kan bruges. Det kan f.eks. være, I oplever, at følsomheden øges, hvis I sidder i en stol eller sofaen i stedet for at ligge ned. Prøv jer frem. I kan også spørge fysioterapeuten eller en sexolog, om der findes andre hjælpemidler eller stillinger, som virker bedre for jer.
Søg inspiration
Vær nysgerrig. Hvad har andre mennesker i samme situation gjort, som har virket? Søg inspiration i bøger, blade, film og på internettet til nye stillinger og hjælpemidler. Hvis du har brug for yderligere inspiration eller hjælp, anbefaler jeg, at du opsøger en autoriseret sexolog eller en af sexologerne i Ry eller Haslev.
Husk, at du søge om tilskud til erotiske hjælpemidler hos kommunen!
I næste måneds klumme kan du læse om nedsat lyst til sex og få inspiration til at finde den igen.
Rigtig god fornøjelse.