Ny bog: ”Jeg vil ikke tage det flot”
Anne Bredahl, kendt fra bloggen O’Manne Light, har udgivet en bog. ”Jeg vil ikke tage det flot” lyder titlen på den ca. 160 sider lange bog. Bogen præsenterer sig som en ”erfaringsbog” bestående af korte, daterede indlæg fra Annes blog. Fra tiden op til, at hun får diagnosen sclerose i 2011, til bogen sendes til tryk cirka tre år senere.
Bogen er et opgør med ”positivitetstyranniet”, som Anne bruger som samlebetegnelse for den endeløse række af gode råd og løsninger, der fyres af i hendes retning fra nær og fjern:
”… en sektinspireret religion, der gør det nemt for de troende at affeje al tristhed og sygdom med en række floskler, der smurt ind i gode intentioner, kommer til at virke som et løst og for lille plaster på folk, som i virkeligheden bare havde brug for at blive hørt.”
Anne ryster eksemplerne ud af ærmet: ”Tag det med et smil; vend det til noget positivt; op på hesten igen; du bestemmer selv, hvordan dagen skal være; livet er, hvad du gør det til.” Fnysende får hun svaret (læs: skrevet) igen – på sikker afstand af de situationer, hvor hun forventedes velvilligt at lade sig håndfodre med guldkorn, for ikke senere at blive bebrejdet at være ”svær at hjælpe” af småfornærmede venner, der plejer billedet af dem selv som gode venner.
Forsvar for sorgen
Og så er bogen et fornemt forsvar for retten til sorgen. Også den, der ikke går over. Der er tab så meningsløse, at det eneste, der giver bare en smule mening midt i miseren, er at fastholde meningsløshedens meningsløshed. Sådan et tab var sclerosen for Anne, da hun fik diagnosen stukket ud i 2011. Sådan et tab er sclerosen for Anne (”evigt nydiagnosticerede mig”) to år efter. Og sådan et tab bliver sclerosen måske ved med at være længe:
”Denne sygdom er så led og modbydelig, for den fortæller mig hele tiden, at der er meget mere at miste. Ikke i dag alligevel, siger den. Men måske i morgen.”
Blandt omverdenens reaktioner er det derfor replikker som ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige” eller ”Jeg er bange for at sige noget forkert”, som Anne røres af og oplever som omtanke. I indrømmelsen af ordenes afmagt og afståelsen fra at søge at udlede en mening af tabet ydes sorgen trods alt en smule retfærdighed og respekt.
Kompromisløst forhold til sproget
Det kræver mod at stå ved det, når meningen – og dermed sproget – møder sin grænse, og tomheden tager over. Det mod har Anne. Måske oplever hun det ikke selv som mod. Måske oplever hun det som det modsatte af mod. For har hun noget valg? Er det Anne forundt at deltage i den desperate tilstopning af tilværelsens huller med tomgangssnak og flade floskler forklædt som dybe, originale sandheder? Selv om det måske ind imellem kunne gøre livet nemmere.
Det stiller Annes sans og omhu for sproget sig effektivt i vejen for. Nok kommer ordene let til hende, men hun tager alt andet end let på dem. Hun har det med dem, som andre har det med tøj. Hun prøver dem, vender og drejer dem og ved præcist, når de ’sidder’, som de skal, når de ’passer’. Passer de ikke, lader hun det stå nøgent frem.
At skrive 'rydder op'
Annes kompromisløst sandhedssøgende forhold til sproget og hendes utrættelige bestræbelse på at finde netop de ord, der yder netop denne virkelighed, sin virkelighed, fuld retfærdighed, giver bogen litterære kvaliteter, der i sig selv gør den læseværdig. Og som umiskendeligt har gjort den ikke bare til en nødvendighed for forfatteren at skrive, men også til en nydelsesfuld bedrift. På en af bogens sidste sider står der således:
”At skrive er knuder af ord, der folder sig ud på vejen fra min hjerne og ned i tastaturet. Det rydder op, og på den måde giver det mig overskud.”
Bogen vil utvivlsomt bidrage til, at andre nydiagnosticerede med sclerose vil føle sig mindre alene, mindre ”forkerte”, bedre rustede til at modstå omgivelsernes ind imellem forhippede forventninger om at ”komme videre”, før man selv er klar. Af samme grund vil den med fordel kunne læses af pårørende.
Bogen er netop udkommet på Forlaget Damgaard.
