Gå til hovedindhold

Ny dansk forskning: Virker den forbudte plante som medicin?

3. maj 2021
Kort fortalt

Cannabisplanten har været brugt som rusmiddel og medicin i årtusinder – og deler stadig vandene. Flere danske forskere har siden forsøgsordningens start undersøgt fordele og ulemper ved cannabis som medicin. Her får du et smugkig på nogle af de nye resultater, som to forskere har fundet. 

Tre år efter at forsøgsordningen med medicinsk cannabis blev virkelig, deler flere danske forskere deres resultater, som mange har ventet med spænding på.

Danmarks Radio var hurtige på aftrækkeren, da de med overskriften Cannabis virker ikke mod smerter for nyligt fortalte om et stort internationalt studie med dansk forsker i spidsen, som konkluderer, at cannabis ikke har effekt på smerter hos mennesker. Men tolkningen af studiets resultater samt udtalelserne fra forsker Lars Arendt-Nielsen blev mødt med stor kritik, og det har fået DR til at ændre artiklen.

Virkningen af den nok mest omdiskuterede plante kan nemlig ikke afskrives sort på hvidt. Det viser resultater fra blandt andet to danske forskeres nye undersøgelser, som kan få betydning for forsøgsordningens fremtid, der er centrum i et politisk samråd den 12. maj.  

Cannabis som symptombehandling


Forsker Stefan Gustavsen er en af de danske forskere, som har undersøgt virkningen af forsøgsordningens cannabis. I sin ph.d. besluttede han at udføre tre helt forskellige studier, som alle ser nærmere på cannabis som medicin. I det første har han undersøgt tendenser.

”Jeg fandt ud af, at hver femte med sclerose i Danmark har prøvet eller brugt cannabis som medicin i løbet af det seneste år. Det er flere end blandt den generelle befolkning. Desværre er der kun meget få, som har fået det på recept, og det er alarmerende,” siger Stefan Gustavsen.

”Mine resultater viser, at størstedelen brugte cannabis som symptombehandling mod smerter, spasticitet eller søvnproblemer. Det er en misinformation, at det kan bruges som behandling af selve sygdommen, så det er rigtig godt at se, at cannabis primært blev brugt til lindring af scleroserelaterede symptomer,” understreger han.

Peger i forskellige retninger


Stefan Gustavsen deler flere spændende resultater. Men først skal vi omkring lidt af den nye viden, som forsker Carsten Hjorthøj har fundet om cannabis som medicin. Carsten Hjorthøj er lektor og beskæftiger sig særligt med psykiatrisk forskning.  

Sammen med sine medforskere har han undersøgt virkningen af receptpligtig cannabis på forskellige tilstande og symptomer.

”Vores resultater peger desværre i ret forskellige retninger hos personer med sclerose, alt efter om vi ser på data, som lægerne har indrapporteret i forbindelse med forsøgsordningen, eller de oplevelser, som patienterne deler med os igennem spørgeskemaer. Der tegner sig dog et billede af, at patienter, som bruger cannabis som medicin, generelt føler sig mere tilfredse. Vi ser ikke, at det fjerner deres symptomer, men vi kan ikke afvise, at det mindsker eller gør det lettere at håndtere dem,” fortæller Carsten Hjorthøj.

Lave doser cannabisolie


Også Stefan Gustavsen har undersøgt virkningen hos patienter, som fik recept på forsøgsordningens cannabis. Mere nøjagtig cannabis­olien.

”Det vigtigste var at undersøge sikkerheden, og hvorledes man forsvarligt kan dosere cannabisolie. Men vi så også på behandlingens virkning, og blandt de 28 personer med sclerose, som blev fulgt i mit projekt, oplevede de fleste en mere eller mindre gavnlig effekt på smerter, spasticitet og søvn. Patienterne oplevede primært mildere bivirkninger, men det var også relativt lave doser, der blev behandlet med,” forklarer han og tilføjer, at studiets størrelse og design gør, at der er brug for mere forskning til at slå resultaterne helt fast.

Flere danske studier er stadig­­ i fuld gang med at undersøge cannabis som medicin. Et af de helt store projekter skaber viden om virkningen, bivirkninger og sikkerheden af to særlige stoffer fra cannabisplanten, der hives ud og isoleres i en pille, og som 400 personer med sclerose eller rygmarvsskader afprøver.

Hvad er medicinsk cannabis?

Medicinsk cannabis er produkter, der indeholder­­ hele eller enkelte stoffer fra cannabisplanten. De bruges til at behandle symptomer såsom smerter, spasmer, kvalme eller søvnproblemer. Noget medicinsk cannabis indeholder kun ét eller få stoffer fra cannabisplanten, mens andre produkter indeholder hele cannabisplanten. 

Der er ingen kommentar endnu