Gå til hovedindhold

Ny direktør er ansat

10. juli 2015
Kort fortalt

Tirsdag den 1. september 2015 tiltræder Scleroseforeningens nye direktør Klaus Høm

Thumbnail

Klaus Høm, der i dag er institutchef på IBOS - Institut for Blinde og Svagtsynede, tiltræder som Mette Bryde Linds afløser på direktørposten den 1. september 2015.

IBOS er et kompetence- og rehabiliteringcenter, der laver rehabiliteringsforløb for blinde og svagtsynede, samt specialrådgivning både til borgere og fagprofessionelle.

I sin egenskab af institutchef er Klaus Høm chef for 130 mennesker.

”Det er virkelig vigtigt for mig at få lov at arbejde med noget, der gør en forskel, hvor klichepræget det end kan lyde. Det er det, der driver mig, har jeg erfaret gennem mit arbejdsliv. Det er jeg meget taknemmelig over, at jeg kan fortsætte med,” fortæller han.

Klaus Høm er 47 år gammel, uddannet jurist og har en tillægsuddannelse som master i offentlig ledelse.

Han har tidligere arbejdet som både viceasylchef og sekretariatschef i Røde Kors, og det er arbejdet i en medlemsforening, han ser frem til at komme tilbage til.

”Det har en helt særlig nerve eller energi, at en organisation er baseret på frivillige. Det er så meget mere end bare et arbejde for de frivillige. Det glæder jeg mig til at komme tilbage til. Som min gamle Røde Kors-chef altid sagde: ’Det er derude livet leves!’ og det er jeg meget enig i.”

Privat har Klaus Høm ”tre børn i alle aldre fra 5 til 17”, som han selv siger. Han bor i Valby og er gift med Kirsten, som er journalist på Politiken.

”Jeg ville elske at kunne sige, at jeg gik til tango eller et eller andet eksotisk. Men da jeg skulle finde på noget at skrive, om hvad jeg lavede i min fritid, da jeg søgte jobbet som direktør i Scleroseforeningen, endte jeg med at skrive, at jeg bygger meget LEGO med min søn,” fortæller han.

Formand for Scleroseforeningen, Christian L. Bardenfleth ser frem til det kommende samarbejde med Klaus Høm. Han udtaler:

"Klaus har en meget stærk ledelsesprofil, som vi vil drage nytte af i vores fortsatte arbejde med at skabe de bedste rammer og muligheder for mennesker med sclerose. At han tilmed er en meget empatisk person med et meget stort engagement i forhold til mennesker, som på den ene eller anden måde har personlige udfordringer som følge af sygdom, har også været afgørende for vores valg af ham som ny direktør i vores forening.”

Der er ingen kommentar endnu