Ny mekanisme bag sclerose opdaget
Forskere har opdaget en ny celledøds-mekanisme i centralnervesystemet, der kan være årsag til nerveskader, tab af myelin og inflammation ved sclerose. Interessant nok kan den proces blokeres af et middel, der netop er under udvikling mod epilepsi. Det åbner for en ny behandlingsmulighed ved sclerose.

Forskere har opdaget en helt ny måde, hvordan nerver og myelin nedbrydes ved sclerose.
Der er tale om en celledøds-mekanisme, kaldet pyroptose, der stimuleres af inflammationssignaler og som nedbryder de hjerneceller, der er mest sårbare ved sclerose.
Mekanismen har ikke tidligere været koblet til sclerose-sygdom.
Ny mekanisme driver sclerose
Nu viser forskere fra University of Alberta i Canada, at pyroptose er primus motor ved tab af myelin og nerveceller i centralnervesystemet ved sclerose.
De fandt ud af, at processen var markant højere i hjernevæv fra sclerosepatienter end i hjernevæv fra kontrolpersoner.
Samme mønster oplevede forskerne i forsøgsmus og blandt hjerneceller i mennesker:
Når myelin-dannende celler, kaldet oligodendrocytter, og mikrogliaceller (immunceller i hjernen) blev udsat for bestemte inflammations-signaler, begik de bogstavelig talt selvmord via pyroptose.
Pyroptose-processen bliver igangsat af inflammationssignalet caspase-1.
Epilepsi-middel mod pyroptose
Interessant nok ved man hvilket molekyle, der kan hæmme caspase-1 (og dermed hæmme pyroptose).
Dét molekyle er netop under udvikling mod epilepsi med det noget støvede navn VX-765.
I dette studie viste forskerne, at VX-765 ikke kun mindsker inflammation i centralnervesystemet, men også beskytter oligodendrocytter og forhindrer skader på nerveceller og myelin i forsøgsmus med sclerose efter kun 3 dages behandling.
Mindsker inflammation og forhindrer nerveskader
Der kan blive tale om en unik måde at tackle sclerose på. Ved at forhindre pyroptose, har VX-765 potentialet til fundamentalt at stoppe ødelæggende inflammation og forhindre yderligere tab af hjerneceller hos sclerosepatienter.
Og så er VX-765 allerede undersøgt og vist sig sikker i mennesker.
Opdagelsen åbner for en ny måde at overvåge sclerose progresssion på, og for at udvikle medicin, der også kan begrænse nerveskader.
Professor Finn Sellebjerg fra Rigshospitalet finder også opdagelsen af den nye mekanisme spændende:
"Det er ikke til at sige, hvad det kommer til at betyde på længere sigt, men der kan meget vel ret hurtigt komme behandlingsforsøg i gang med det her middel. Det vil jo være skønt, hvis det viser sig at være effektivt, men om det vil være tilfældet er umuligt at afgøre ud fra dette studie", vurderer han.
Man kan læse pressemeddelelse fra forskerne her.
Pyroptose og programmeret celledød
Programmeret celledød (kaldet apoptose) er en helt naturlig proces, hvor kroppen sikrer at celler destrueres, når de har udtjent deres funktion. Pyroptose er derimod en særlig celledøds-process, der er forbundet med ødelæggende inflammation, og ofte som svar på en infektion.