Gå til hovedindhold
TemaCorona og scleroseSe hele temaet

Ny vaccinationskalender vil ramme mange med sclerose

17. marts 2021
Kort fortalt

Vaccinationsstrategien er lavet om, og Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort den nye vaccinationskalender. Den viser, at alder vil gå forud for øget risiko, og det sætter mange med sclerose længere bag i køen. 

I den forgangne uge har afsløringer om en mulig ny vaccinationsplan skabt debat. Den nye vaccinationsplan vil nemlig sammenlægge vaccinationsgrupperne 10,11 og 12 til én gruppe, som skal vaccineres efter alder alene. Dermed vil Sundhedsstyrelsen sløjfe muligheden for, at personer under 50 år, som er i øget risiko for et alvorligt sygeforløb ved smitte med COVID-19, kommer før i køen til coronavaccination end raske. Det er nu en realitet. 

Sundhedsstyrelsen har netop nu offentliggjort en ny vaccinationskalender, som prioriterer efter alder. Det betyder, at alle med sclerose under 50 år, som ikke er i særlig øget risiko eller får tilbudt vaccinationen som frontpersonale, vil få tilbuddet senere, end hvad planen var i den tidligere vaccinationskalender. 

“Den her beslutning rammer mange med sclerose og deres familier særlig hårdt. Jeg er forundret og enorm ærgerlig over, at der ikke er taget højde for den kritik, som vi og andre patientforeninger har rejst. Det er så ærgerligt, at de vælger at prioritere praktik over patienter,” siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.  

Bør finde en løsning


Professor i neurologi Finn Sellebjerg forstår godt, at den nye vaccinationskalender kan føre til skuffelse og mistillid blandt patienter med sclerose, som var blevet stillet i sigte at få vaccinen senest til maj, men som nu må vente op til to måneder længere. Han pointerer, myndighederne bør prioritere og finde en løsning på, hvordan patienter i immunsupprimerende behandling, der kan nedsætte virkningen af vaccinerne, bliver tilbudt de mest effektive af slagsen, nu hvor gruppe 10 er afskaffet. 

Sundhedsstyrelsen begrunder de nye ændringer i vaccinationskalenderen med, at det letter administrative udfordringer og gør det mere gennemskueligt for borgere, hvornår man kan regne med at være vaccineret. 

Sundhedsstyrelsen regner nu med, at alle danskere vil være vaccineret 25. juli 2021, dvs. 3 uger før tidligere antaget. De holder stadig gruppe 5 (særlig øget risiko) åben for indstilling, så personer der lever op til kriterierne endnu kan få tilbuddet tidligt.

Senere i dag deltager Scleroseforeningen i et informationsmøde med Sundhedsstyrelsen, hvor vi vil få mere viden om og stille spørgsmål til den ændrede vaccinationsplan.

“Vi vil fortsat presse på for at sikre alle med sclerose bedst muligt,” siger direktør Klaus Høm. 

Der er ingen kommentar endnu