Nybagt og nydiagnosticeret

"Jeg kan ikke slippe af med sclerosen, så jeg må finde ud af, hvordan jeg bedst muligt lever med den.”
27-årige Sarah Hartvich trækker benene op under sig i sofaen i den velindrettede stue. En lille hånd griber fat i den grå sofa, og Sarahs 1-årige datter, Maggie, stikker hovedet frem med et stort smil, der blotter to små tænder i overmunden. 
Det var under graviditeten med Maggie, at Sarah første gang mærkede symptomerne på sclerose – uden at vide, hvad det var. Først flere måneder efter fødslen fik Sarah stillet den diagnose, som hun nu er ved at lære at leve med. 

At acceptere en sløret fremtid

Med diagnosen fulgte uvisheden, som ramte lige ned i en tid, hvor Sarah og hendes mand, Nicolai, havde klare planer for fremtiden. De var begge under uddannelse, havde lige investeret i drømmeboligen og var helt nybagte forældre. Sclerosen gjorde pludselig fremtiden mere sløret og uforudsigelig. 
”Hvis jeg var blevet diagnosticeret med sclerose, før jeg fik Maggie, ville jeg nok ikke have valgt at få børn,” siger Sarah.
Den tanke skyldes først og fremmest uvisheden og frygten for, at sygdommen bliver skyld i, at hun ikke kan være der tilstrækkeligt for sin datter, når hun bliver ældre. Men Sarah har lært at affinde sig med, at hun på nogle punkter kan være begrænset af sclerosen i sin rolle som mor.
”Jeg bliver nok ikke den forælder, som kan spille fodbold med mit barn i flere timer, men så kan jeg måske spille i et kvarter. Det er også okay. Så er det det kvarter, der betyder noget.”

Fokus på nuet

Selvom Sarah ved, at der følger begrænsninger med sclerosen, har hun valgt ikke at tænke for meget på, hvordan sygdommen kan komme til at udvikle sig. Nogle gange googler hun sygdommen og læser om scleroseforløb på nettet, men fanerne bliver hurtigt lukket ned igen. 
”Jeg tillader mig at være naiv på det punkt og lade være med at forestille mig skrækscenarier. Så bliver jeg bare deprimeret. Jeg har det godt lige nu, og det sørger jeg for at nyde,” siger hun. 
På trods af at Sarahs øjne er fast rettet mod nuet, ser hun en fordel i, at hun dog har fået sygdommen i en tid, hvor der forskes meget i sclerose og behandling, når hun en sjælden gang tænker på fremtiden. 
”Jeg ender ikke i en kørestol. Der udvikles hele tiden ny og bedre medicin, som kan hjælpe os med sclerose. Sådan bliver jeg nødt til at tænke. Jeg vil have muligheden for at tage på legeplads med min datter – og med hendes børn, når den tid kommer.”