Nyt datingsite vil hjælpe handicappede med at finde kærligheden
Dateout.dk har til formål at give fysisk handicappede et sted, hvor de kan finde kærligheden uden at bekymre sig om deres handicap. Psykolog i Scleroseforeningen ser potentiale i idéen.

Dating.dk, Netdating.dk og Tinder. Kært barn har mange muligheder for at finde kærligheden. Nu kommer der et site, hvor fysisk handicappede kan date både online og ude i den virkelige verden.
Dateout.dk er ifølge Nikolaj Mehlin, der er en af idémændene bag siden, et sted hvor handicappede kan mødes, uden at deres handicap bliver en begrænsning for dem.
”Jeg har efterhånden snakket med mange handicappede i alle aldre og med alle slags sygdomme, og de har følt, at de er stødt ind i nogle barrierer ved at date på almindelig vis. På vores site vil folk have en ekstra forståelse for det, du går igennem, uanset hvad du fejler,” fortæller han.
Vil bringe brugerne sammen ude i virkeligheden
Sitet bliver først lanceret om 3-4 måneder, men Nikolaj Mehlin opfordrer allerede nu til at gå ind og tilmelde sig på dateout.dk. De første tre måneders medlemskab er nemlig gratis lige nu, og allerede her i marts vil de arrangerer gratis speeddatingevents.
Dateout.dk vil minde om et almindeligt datingsite på mange områder, men ifølge Nikolaj Mehlin er idéen også at bringe folk sammen ved at arrangere events ude i den virkelige verden.
Fjerner én af bekymringerne ved dating som handicappet
Ifølge Mette Harpsøe Nielsen, der er ledende psykolog i Scleroseforeningen, vil et site som Dateout.dk give foreningens medlemmer én bekymring mindre i forhold til det store datingmarkedet.
”Det, der kan være godt ved dette datingsite, er, at bekymringen, for at dit handicap vil blive en hindring for forholdet, bliver taget ud af ligningen. Så bliver daten mere: ”dig og mig der skal finde ud af, om vi har kemi,”” siger hun.
Stine Bundsgaard, der lever med sclerose, er glad for nyheden om det nye datingsite:
"Jeg synes, der har manglet et datingsite som dette, hvor man kan date som alle andre, uanset hvilket fysisk handicap man har," siger hun.
Informationer om sitet kan også findes via. sitets facebookside.