Nyt hjælpemiddel søger testere
Et nyt hjælpemiddel har set dagens lys. Nu søger skaberne testere af produktet, og du kan være en af dem.
Et sugerør, en vatpind og noget stanniol. Det lyder simpelt, men er nu endt som et hjælpemiddel til alle, der har problemer med at bruge computere, telefoner eller tablets.
Hjælpemidlet hedder Tubus One og består af et rør, hvor du ved at puste kan føre et stempel med en lille tip til touchskærme ud og ind. Udstyret gør, at du kan trykke og swipe på alle former for touchskærme.
To mennesker med sclerose har allerede afprøvet produktet. En af dem er 58-årige Lis Roth, der har sekundær progressiv sclerose.
”Det er et vidundermiddel. Jeg er låst i min krop og kan hverken bruge mine arme eller ben, men nu kan jeg gå på nettet, læse bøger og skrive sms’er. Der sidder sikkert rigtig mange som jeg, der ikke kan noget, men med det her hjælpemiddel kan man det hele igen. Det er det bedste hjælpemiddel, jeg har prøvet,” siger en meget begejstret Lis.
Dennis Christensen på 45 år har primær progressiv sclerose og har også testet Tubus One. Og han er mindst lige så glad for produktet, som Lis er.
”Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for mig. Jeg kan ikke bruge mine hænder på en computer, men nu kan jeg bruge det her på iPad. Jeg har allerede købt min egen Tubus One, ” fortæller Dennis.
Meld dig som tester
Idéen til hjælpemidlet opstod i 2013 under et forløb på Aalborg Universitet. Her mødte skaberne af Tubus One, Lizanne Svane og Asbjørn Houmøller Eliasen, den døvfødte Kristian, der er lam fra halsen og ned. Han havde brug for noget, der kunne hjælpe ham med at kommunikere med omverdenen.
Den simple prototype med sugerøret blev lavet og glemt. Indtil Lizanne og Asbjørn tog idéen op igen i 2015 – og nu er hjælpemidlet altså en realitet.
Asbjørn, den ene halvdel af skabertemaet, håber på, at Tubus One kan blive det overordnede middel til at bruge forskellige devices med touchskærm uden hænder.
”Vil vil gerne opnå, at brugerne bliver selvstændige, og de kan bruge f.eks. en iPad, ligesom vi andre gør,” fortæller han.
Tubus One er allerede i gang med at blive testet, men skaberne bag ser gerne, at flere mennesker får testet produktet.
Som tester kan du være med uanset, hvor du bor i landet. Du vil låne en Tubus One, en iPad og en iPad-holder i to uger, og når de to uger er slut, skal du give feedback på produktet.
Hvis det lyder spændende, kan du skrive til LS@tubus.dk og blive en af testerne af Tubus One.