Gå til hovedindhold

Nyt studie om Sativex og bilkørsel

13. november 2014
Kort fortalt

Et nyt studie af evnen til at køre bil, når man har indtaget spasticitetsmidlet Sativex, viser, at medicinen for mange ikke har betydning for deres køreevner

Behandling med antispasticitetsmidlet Sativex betyder ikke nødvendigvis, at man bliver dårligere til at køre bil. Nogle gange ligefrem tværtimod.
Det viser et nyt studie, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet Acta Neurologica. I studiet, der er sponsoreret af medicinalvirksomheden Almirall, som forhandler Sativex, har man undersøgt sclerosepatienters evne til at køre bil før og efter behandling med Sativex.

To testniveauer

Studiet, der er udført i Tyskland omhandler 31 patienter, som alle tog to køretest inden de gik i behandling med Sativex – en ”skrap” test og en mindre skrap test.
Testene består af fem forskellige test-kategorier, som omhandler reaktionshastighed, koncentration, orientering, stresstolerance og opmærksomhed.

Mindre skrap test er standard

I den skrappe udgave skal man score mindst 16 procent i hver kategori for sig for at blive erklæret egnet til at køre bil. I den mindre skrappe udgave af testen kan man kompensere, hvis man ikke scorer 16 procent i en kategori ved at score over 50 procent i en anden. I virkelighedens verden er det den mindre skrappe udgave af testen, der anvendes i daglig praksis i Tyskland.

Flere skiftede kategori

Resultatet af forsøget var, at målte man efter den skrappe test var kun 14 ud af 31 patienter egnede til at køre bil til at starte med. Efter fire til seks ugers behandling med Sativex var ti ud af de 14 egnede til at køre bil, mens fire ikke længere var. Til gengæld var en af dem, der var dømt uegnede til at køre bil i starten, egnede efter behandlingen.
Målte man ud fra de mindre skrappe kriterier, som altså er det, man normalt gør, så var 24 patienter fra starten egnede til at køre bil. Efter behandling var der to, der blev dømt uegnede til at køre bil. Til gengæld var der også to, der var uegnede fra starten, som blev egnede til at køre bil efter behandling.

Individuel vurdering kræves

Konklusionen i studiet er, at brugen af Sativex ikke forringer brugernes evne til at køre bil.
Mette Bryde Lind, direktør i Scleroseforeningen mener, at det nye studie, understreger hendes tidligere pointe om, at der bør være mulighed for en individuel vurdering af den enkeltes evne til at køre bil efter indtagelse af midler med indhold af TCH som Sativex og Marinol.
”Der er tale om et relativt lille studie, og det skal man selvfølgelig tage højde for, men resultaterne underbygger ganske godt, at der er nødt til at ske en vurdering af hver enkelt patient i forhold til deres køreevner efter indtagelsen af medicinen,” siger Mette Bryde Lind.

Nultolerance er praksis

Sundhedsstyrelsen opererer efter nultolerance-princippet, når det gælder indtagelse af lægemidler, der indeholder THC.
Egentlig står der i et bilag til kørekortsbekendtgørelsen, at ”hvis man regelmæssigt indtager lægemidler eller kombinationer af lægemidler i et omfang, der kan påvirke evnen til at føre et motordrevet køretøj”, så ”kan kørekort kun udstedes, fornyes eller bevares efter udtalelse fra egen læge eller speciallæge i relevant speciale”. Samme sted står der dog også, at sagen skal forelægges Sundhedsstyrelsen via den regionale embedslæge. Og da Sundhedsstyrelsen anbefaler nultolerance betyder det i praksis, at man ikke får lov at køre, hvis man indtager Marinol eller Sativex.

Ny kontakt til Sundhedsstyrelsen

Den praksis vil Mette Bryde Lind nu igen gå i rette med. Mange mennesker med sclerose er nemlig meget afhængige af deres kørekort i forhold til at komme rundt til vigtige gøremål. Samtidig kan de også have stort udbytte af medicinen.
”Selvfølgelig skal vi ikke have folk til at køre påvirkede rundt i trafikken, men det er ikke alle der reagerer ens på lægemidler, så det er ikke rimeligt at skære alle over en kam og fratage dem, der reelt godt kan køre på medicinen et vigtigt værktøj samtidig med, at de er velbehandlede,” siger Mette Bryde Lind.
Scleroseforeningen vil derfor nu på basis af det nye studie atter en gang tage kontakt til Sundhedsstyrelsen og bede dem revidere deres holdning i forhold til Marinol og Sativex ved bilkørsel. 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.