Gå til hovedindhold

Nyt våben mod sekundær progressiv sclerose

22. maj 2017
Kort fortalt

Statiner kan blive det nye værktøj mod sclerose. Et kæmpe fase 3 studie med kolesterolsænkende medicin mod sekundær progressiv sclerose søsættes nu i England for at bekræfte tidligere positive resultater.

Thumbnail

Et omfattende og afgørende fase 3 studie med det kolesterolsænkende medicin, simvastatin, indledes netop nu i 1.200 patienter med sekundær progressive sclerose.

Simvastatin har tidligere vist meget lovende effekt i netop denne gruppe af sclerosepatienter.

Simvastatin har vist lovende effekt

For 3 år siden, i 2014, konkluderede resultater fra et fase 2 studie (kaldet MS-STAT), at simvastatin i høj dosis (80 mg dagligt) bremsede invaliditet og udviklingen af hjernelæsioner (hjerneatrofi) og øgede livskvalitet, i forhold til placebo, hos 140 patienter med sekundær progressiv sclerose over en 2-årig periode. Det skrev vi dengang om her.

De positive resultater ville normalt straks føre til undersøgelse i et afgørende fase 3 studie, der er sidste skridt før en endelig godkendelse.

Men de høje krav til test af medicin i fase 3 gør det voldsomt dyrt, og uden et tungt medicinfirma i ryggen, er det svært at få gennemført.   

Omfattende fase 3 studie sættes i gang

Efter 3 års intens jagt på finansiel opbakning, er det dog endelig lykkedes Dr. Jeremy Chataway fra University College London, Institute of Neurology, at opnå en betragtelig økonomisk saltvandsindsprøjtning til det ambitiøse fase 3 studie, kaldet MS-STAT2:

Studiet, der skal involvere knap 1.200 patienter, kommer til at koste godt svimlende 50 millioner kroner og begynder at rekruttere patienter denne sommer til 30 britiske hospitaler.

Det bliver støttet som et joint-venture projekt af partnere fra britiske universiteter og to progressive alliancepartnere: Den britiske scleroseforening, MS Society, UK, og den amerikanske scleroseforening, National MS-Society, US, fremgår det af en pressemeddelelse her

Formålet er at få bekræftet de positive resultater fra det mindre fase 2 studie og give afgørende indicier på, at simvastatin kan bremse sclerose-progression over en 3-årig periode.

Man kan læse mere om det nye projekt her, og høre Dr. Jeremy Chataway fortælle om hans forventninger til simvastatin mod sclerose (på engelsk).

Træerne vokser dog ikke ind i himlen: For at opnå så gode langtidsdata som muligt, vil studiet tage 6 år før det afsluttes. Forhåbentlig vil man halvejs kunne påbegynde ansøgning om godkendelse, hvis data er positive.

Simvastatin interessant som sclerosemiddel

Simvastatin er et af verdens mest udbredte medikamenter og egentlig udviklet til at forhindre hjerte-kar-sygdomme. Men simvastatin er af flere årsager også interessant i forhold til sclerose:

Man formoder nemlig, at medicinen også kan dæmpe ukontrolleret inflammation og have en beskyttende effekt på nerver.  

Hvordan og hvorfor er dog lidt af et mysterium, men i sommeren 2016, skrev vi her om danske forskeres arbejde med at forstå sammenhængen mellem simvastatin og sclerose.

En anden fordel ved simvastatin er, at det har været brugt af millioner af mennesker som kolesterolmedicin i årtier uden at have alvorlige bivirkninger. Så sikkerheden er velundersøgt.

Endelig er det et meget billigt præparat, hvilket gør simvastatin attraktiv som behandlingsmiddel.

Flere behandlingsmuligheder i horisonten

I dag findes der ikke et middel til behandling af sekundær progressiv sclerose. Men som vi skrev om i det seneste blad, (hvilket også kan læses her), så undersøges i øjeblikket flere præparater mod progressiv sclerose i afgørende fase 3 studier.

Foruden simvastatin, knyttes der også håb til siponimod, en type medicin, der minder om Gilenya, men som i stedet målrettes sekundær progressive sclerose.

Der er ingen kommentar endnu