Gå til hovedindhold

Ocrevus får en bredside i England

30. april 2018
Kort fortalt

Det engelske medicinråd, NICE, har valgt ikke at anbefale Ocrevus til patienter med attakvis sclerose. Årsagen er bl.a. at Ocrevus vurderes til hverken at være bedre eller billigere end eksisterende præparater.

Det første middel mod primær progressiv sclerose, Ocrevus, blev sidste år godkendt af de europæiske og amerikanske sundhedsmyndigheder. Herefter har nationale ’medicinråd’ taget over og kommer nu løbendemed  hver deres anbefalinger baseret på effekt, sikkerhed og økonomi.

Mens Ocrevus i øjeblikket vurderes af Medicinrådet i Danmark til behandling af både attakvis og primær progressiv sclerose, har det britiske ’medicinråd’ (NICE), netop offentliggjort deres holdning og guide til behandling med Ocrevus mod attakvis sclerose.

Ikke bedre end nuværende præparater

Og i deres offentliggjorte rapport, vender NICE tommelfingeren nedad og vælger ikke at anbefale Ocrevus til patienter med attakvis sclerose.

NICE vurderer bl.a. at Ocrevus ikke vil have en bedre virkning end de eksisterende midler mod attakvis sclerose som Tecfidera, Tysabri, Lemtrada, Gilenya og Mavenclad.

Samtidig hæfter NICE sig ved, at Ocrevus sandsynligvis ikke er bedre end de andre midler til at mindske progression i personer med aktiv og aggressiv sygdom.

Pris spiller ind på vurderingen

Endelig har NICE set på økonomien ved brug af Ocrevus: Og her fastslår NICE, at udgifterne til Ocrevus ikke vil stå mål med virkningerne.

Altså at cost-effektivness estimaterne (pris i forhold til effekt) i forhold til de andre sclerosemidler er højere end det, som NICE normalt mener er en acceptabel pris for den type medicin.

Vurderingen fra NICE betyder dog ikke at de patienter med attakvis sclerose, der i forvejen er under behandling med Ocrevus i England, bør stoppe.

Anbefaling og guidance fra det danske Medicinråd kommer i løbet af foråret; først ved en vurdering til behandling af primær progressiv sclerose, og efterfølgende til behandling af attakvis sclerose.

Man kan læse hele rapporten fra NICE her.

Der er ingen kommentar endnu