Ocrevus udskudt igen
Den første behandling nogensinde til primær progressive sclerosepatienter er igen blevet forsinket i Medicinrådet. Det skaber stor frustration i Scleroseforenignen. ”Vi helmer ikke, før godkendelsen er der”, siger direktør i Scleroseforeningen, Klaus Høm.

Forsinkelsen sker efter et møde i aftes, hvor Medicinrådet skulle behandle præparatet Ocrevus, der siden januar har været godkendt af det Europæiske lægemiddelagentur, EMA. Konklusionen på mødet er, at præparatet og vurderingen af det endnu en gang skal i ”proces” i Medicinrådet.
Forsinket flere gange
Tilbage i maj vendte Medicinrådet tommelfingeren ned til præparatet til behandling af primær progressive sclerosepatienter. Afslaget skyldtes dengang, at Medicinrådet vurderede, at prisen ikke stod mål med virkningen, hvilket vil sige, at den såkaldte ”kliniske merværdi” ifølge Medicinrådet ikke er høj nok i forhold til prisen.
Det sker på trods af, at medicinrådets egne eksperter i Fagudvalget tidligere var enige om en høj klinisk merværdi, og på trods af at konklusionen fra AMGROS, der står for Regionernes indkøb af lægemidler, er, at det er alle pengene værd.
Siden har Medicinrådets fagudvalg så ændret på formuleringen omkring ”Klinisk merværdi”, og i aftes skulle Medicinrådet igen behandle ansøgningen. Men punktet blev udskudt, og den beslutning møder vrede i Scleroseforeningen, hvor Klaus Høm siger:
”Endnu en udskydelse af beslutningen er at tage tid fra patienter, der ikke har tid. Det er forkasteligt, at vores medlemmer skal gå og vente, mens der sygdom forværres,” siger han.
Fageksperter bakker op
Fagudvalget i Medicinrådet har godkendt præparatet, men lige nu står slagsmålet om, hvor stor en ”klinisk merværdi” der kan tillægges medicinen. Finn Sellebjerg, professor ved Dansk Center for Multipel Sklerose på Rigshospitalet har tidligere udtalt om Ocrevus.
”Vi har at gøre med et præparat, der er den første og eneste mulige behandling til en mindre patientgruppe, som der i dag ikke findes nogen behandling til,” siger han og fortsætter:
”Data viser, at Ocrevus vil have bedst effekt på en lille undergruppe af primær progressive patienter under 45 år med aktiv sygdom på MR-scanning.”
Hvad sker der nu?
Det næste der sker, er, at Medicinudvalgets Fagudvalg mødes snarest, og her skal de i dialog med Medicinrådet for at blive enige om formuleringen omkring ”klinisk merværdi”. Derefter kan Medicinrådet formentlig igen tage stilling til prissætning og klinisk merværdi på sit møde d. 12. december.
”Vi forventer nu, at alle resterende vurderinger og forhandlinger kan klares på mødet d. 12 december. Alt andet vil være en hån mod de patienter, der venter på en behandling – mens der sygdom hele tiden udvikler sig,” siger Klaus Høm.