Gå til hovedindhold

Oplever du ændringer i din vederlagsfri fysioterapi?

17. december 2019
Kort fortalt

Scleroseforeningen har i den seneste tid fået en række henvendelser fra medlemmer om, at de ikke længere kan få den vederlagsfri fysioterapi, som de normalt plejer. Gælder det også dig? Læs her, hvad du skal gøre. Og hjælp os meget gerne med at blive klogere på problemet. Det kan du gøre ved at svare på et kort spørgeskema.

Scleroseforeningen er de seneste uger blevet kontaktet af flere medlemmer med sclerose, som oplever, at de ikke længere kan få den vederlagsfri fysioterapi, som de plejer få. Det samme hører vi fra Danske Handicaporganisationer (DH) og en lang række andre patientforeninger.

Ændringerne kan handle om, at man som patient bliver sat på venteliste til vederlagsfri fysioterapi. Eller at det ugentlige antal behandlinger reduceres for dem, der allerede er i gang med vederlagsfri fysioterapi.

Årsagen til ændringerne er, at fysioterapeuternes budgetramme for 2019 er blevet overskredet. Det har fået den konsekvens, at fysioterapeuterne i resten af indeværende år er blevet opfordret til at skære ned på antallet af behandlinger.

Scleroseforeningen vil gerne have et indtryk af problemets omfang, så vi evt. kan gå videre med sagen. Derfor håber vi, at du har tid til at hjælpe ved at besvare et kort spørgeskema, som du finder nederst i denne nyhed.

Til dig, der oplever ændringer:

Nedenfor kan du se Scleroseforeningens råd til, hvad du skal gøre, hvis du oplever at få beskåret den vederlagsfri fysioterapi, du plejer at få, eller oplever, at du bliver sat på venteliste, inden din behandling kan starte.

  • Bede fysioterapeuten om en skriftlig afgørelse. Afgørelsen skal indeholde en sundhedsfaglig begrundelse og en klagevejledning.
  • Bede om fysioterapeutens vurdering af, hvilke konsekvenser det kan have for din funktionsevne, at din vederlagsfri fysioterapi reduceres.
  • Sørge for at spørge fysioterapeuten om, hvornår din vederlagsfri fysioterapi kan genoptages.

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi det giver dig langt de bedste muligheder for at klage. Og det skal du sørge for at gøre, lyder rådgivningschef Nadia Buchards råd. Hvor du skal klage, og hvad tidsfristen er for at klage vil alt sammen fremgå af den skriftlige afgørelse, du får fra fysioterapeuten.

OBS: Der er ikke ændret på reglerne for retten til vederlagsfri fysioterapi. Du kan læse en letlæst gennemgang af reglerne her.

Her finder du spørgeskemaet. Det tager to minutter at besvare.

 

Der er ingen kommentar endnu