»På de dårlige dage ville jeg nærmest ikke orke at bukke mig ned efter en million i kontanter, hvis de lå lige foran mig…«

Daniel. 29 år gammel. Uddannet smed, og arbejder hos Heta Brændeovne i Lemvig. Bosat med kæresten i et parcelhus. En helt almindelig ung mand, der drømmer om sit videre liv. Om en landejendom med lidt jord til, dyr og en lille skov. Om en have med frugttræer. Om at bygge sit eget hus engang. Og om børn.

»Men alt det her fravælger jeg, som det er lige nu. For jeg oplever min krop blive dårligere og dårligere dag for dag. Trætheden er forfærdelig. Jeg står op og kan det hele. Når jeg så har børstet tænder og spist morgenmad, så er jeg klar til at gå i seng igen. Jeg kan næsten ikke overskue at skrælle kartofler. Jeg orker ingenting. Der er selvfølgelig gode og dårlige dage. Men på de dårlige ville jeg nærmest ikke orke at bukke mig ned efter en million i kontanter, hvis de lå lige foran mig.«  

Den invaliderende træthed, en voldsom dropfod, en udtalt halten, fummelfingrethed og oplevelsen af, at det bliver værre og værre hele tiden, har fået Daniel til at gå i en ny retning i forhold til behandling af sclerosen.

Sidste sommer så han på DR en udsendelse om blodstamceller og sclerose. Dagen efter kontaktede han Rigshospitalet for at høre nærmere om behandlingen. For Avonex, som han havde fået som sin første ­sclerosebehandling, havde ikke virket godt nok, og det samme gjaldt Gilenya, som han var i behandling med på daværende tidspunkt.

Hans neurolog i Holstebro var ikke udelt begejstret ved tanken om HSCT (Hematopoietic Stem Cell Transplantation), som behandlingen hedder, men på Rigshospitalet var udmeldingen en anden.

»De sagde til mig, at jeg opfyldte alle kriterier, og at det var 100 procent perfekt. Og jeg ser det simpelthen som en fantastisk mulighed! Når man kan se sin egen krop blive dårligere og dårligere, så er man villig til at prøve meget. Jeg ved godt, at man kan dø af behandlingen … Ja. Der er jo en risiko ved alt. Men jeg er nødt til at gøre noget. Man kan ikke bare sidde på sin flade røv med den her sygdom. Man er nødt til at skabe en revolution for sig selv. Man må gøre noget. Der er ikke nogen, der kommer og redder en. Man står sig selv nærmest. Og man må selv gøre noget. Så det gør jeg nu.«

Vi har mødt Daniel igen to år efter denne artikel. Se i videoen her, hvordan Daniel har det i dag.