Pårørende kan søge om aflastning, men mange ved det ikke

”Der er generelt alt, alt for lidt hånd om de pårørende,” mener rådgivningschef Nadia Buchard fra Scleroseforeningen.

Derfor undrer det hende heller ikke, at mange pårørende ikke har kendskab til muligheden for at søge om afløsning eller aflastning:

”Pårørende er ofte så hårdt spændt for, at de ikke har ressourcerne til selv at være opsøgende og til selv at undersøge, hvad der er af muligheder for hjælp i det hele taget.”

Flere opgaver på pårørendes skuldre

Derfor er det ifølge Nadia Buchard afgørende, at kommunerne bliver bedre til proaktivt at orientere de pårørende om mulighederne for hjælp. Hun uddyber:

”Det er i kommunernes egen interesse, at hjælpen bliver givet i tide, inden den pårørende bukker under. For det siger næsten sig selv, at det ikke bare menneskeligt, men også samfundsøkonomisk har store omkostninger, hvis den pårørende ender med også at blive patient.”

Behovet for hjælp til pårørende er stigende, fastslår hun:

”Af vores undersøgelser kan vi sort på hvidt konstatere, at andelen af mennesker med sclerose, der er afhængige af hjælp, og som får hjælpen fra deres ægtefælle og/eller børn har været stigende over de senere år, mens det modsatte gør sig gældende for dem, der får hjælpen fra kommunen.”

Men hvilke muligheder er der?

Efter servicelovens § 84, stk. 1 skal kommunalbestyrelsen tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Derudover kan kommunalbestyrelsen, ifølge § 84, stk. 2, tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje. Med andre ord er stk. 2 en såkaldt ”kan-bestemmelse”. Det betyder, at kommunen ikke har pligt til at tilbyde et ophold.

Den pårørendes behov

Det er den pårørendes behov, som der tages udgangspunkt i ved vurderingen af behovet for aflastning og afløsning. Det er altså ikke behovet hos personen med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der skal vurderes.

"Det kan være en stor belastning - både fysisk og psykisk - at passe en plejekrævende person i hjemmet. En familie eller en person, der passer en pårørende med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, kan derfor - efter en konkret, individuel vurdering af behovet - tilbydes afløsning eller aflastning efter § 84. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at den plejekrævende person kan blive boende i hjemmet," som der står i vejledningen til loven.

Formålet med ordningen er altså at give pårørende et ”pusterum”, så de kan bevare det nødvendige overskud til fortsat at passe deres nærtstående i hjemmet.

Afløsning eller aflastning – po-tay-to, po-tah-to?

Afløsning og aflastning er ikke det samme. Afløsning foregår i hjemmet, mens aflastning foregår uden for hjemmet i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i dagcenter, plejehjem eller botilbud.

Man kan som ansøger ikke selv frit vælge, om man vil have afløsning eller aflastning. Kommunen skal i forbindelse med jeres ansøgning om afløsning eller aflastning foretage en konkret og individuel vurdering, og i vurderingen skal kommunen inddrage jer for at afklare jeres behov, og hvordan disse bedst imødekommes. På baggrund af vurderingen afgør kommunen så, om der kan bevilges afløsning og/eller aflastning.

Aflastning af pårørende kan også gives i form af praktisk hjælp til for eksempel rengøring. Men det gives ifølge Nadia Buchard alt, alt for lidt. Hun forklarer:

”Mange familier, hvor den ene ægtefælle er alvorligt syg, kan ikke klare hverdagen uden praktisk hjælp. Det er så ærgerligt, at man ude i kommunerne i sin spareiver ikke har fokus på, hvor meget en langt mindre indgribende indsats end et aflastningsophold såsom hjælp til rengøring, tøjvask m.v. kunne gøre i hverdagen.”

Mange tøver med at benytte sig af aflastning

Ved en landsdækkende konference om aflastning til pårørende, der blev afholdt 4. februar 2019 af foreningen Pårørende i Danmark i fællesskab med Ballerup Kommune, blev der løftet på sløret til en endnu ikke offentliggjort undersøgelse af 1.215 danske pårørende til personer med en alvorlig kronisk sygdom, herunder sclerose.

Det fremgik blandt andet, at hele 72 procent af de adspurgte pårørende svarer, at de har behov for en pause. Dog har kun fire ud af ti kendskab til muligheden for aflastning, og kun halvdelen af disse, altså to ud af ti, har søgt kommunen om et aflastningsophold.

I Scleroseforeningen nikker socialrådgiverne genkendende til, at mange pårørende tøver med at benytte sig af aflastningstilbuddet.

”En del af de pårørende er tøvende, fordi den syge ikke har lyst til at komme i aflastning. Det er klart sværest i de tilfælde, hvor der er kognitive vanskeligheder, og hvor der ikke er de kognitive forudsætninger for at sætte sig i den raske ægtefælles sted. Det gør det svært for mange pårørende at lytte til egne behov, og mange fortæller, at de ikke har samvittighed til at sende deres syge ægtefælle af sted,” fortæller en af Scleroseforeningens socialrådgivere.

”Men”, fortsætter hun:

”Her kan man som rådgiver kun støtte den raske i, at det her altså ikke handler om dårlig samvittighed. Det handler om, at han eller hun har fuld ret til et eget liv.” Hun tilføjer:

”Jeg plejer at sige: Hvis den raske ægtefælle vælter, så vælter I begge!”