Plaks sparker gang i den overvældende træthed
Det ser ud til, at der er en sammenhæng mellem mængden af de skader, som sclerose forårsager og oplevelsen af overvældende træthed. Det afslører et nyt skotsk studie, der har undersøgt fatigue, som er et af de mest almindelige symptomer ved sclerose.

Det handler om symptomet, som de fleste mennesker med sclerose lever med. Et symptom, der kan være fuldkommen overskyggende og samtidig er helt usynligt. Fatigue.
Fatigue er en type træthed, som der ikke er forsket meget i, og som ingen rigtig ved, hvad skyldes. Men nu har forskere fra Glasgow Caledonian University i Skotland set nærmere på, om fatigue knytter sig til specifikke faktorer, og om nogle patienter oplever det i højere grad end andre.
Der er sammenhæng
De 412 deltagere i studiet var igennem flere forskellige tests, der målte graden af den påvirkning, fatigue havde på dem. De svarede også på spørgeskemaer om livskvalitet, sygdommens indvirkning, kognition og den psykiske tilstand, inden forskerne nåede frem til deres konklusioner.
I studiets afsluttende fase viste resultaterne, at træthedssymptomet oftere ses hos de deltagere, der generelt bokser med større fysiske, psykiske eller kognitive udfordringer, lige meget hvilket stadie i sygdommen, de er i.
Progressive rammes oftere
Blandt de 412 personer, der var med i studiet, havde 111 af dem progressiv sclerose. Hele 81 procent af dem oplevede symptomet i deres hverdag, mens 64 procent af de resterende 301 deltagere ned attakvis sclerose levede med det.
Altså var der flest med den mere agressive form for sclerose, der oplevede Fatigue i deres hverdag, og jo mere indgribende trætheden var, jo mere gik det samtidigt ud over patientens fysiske og psykiske velvære, viser resultaterne fra den kvalitative undersøgelse, der var en del af studiet.
Du kan selv læse mere om det skotske studie HER.
Hvad er fatigue?
Fatigue er et symptom, som viser sig som en overvældende træthed, man ikke kan ryste af sig, på samme måde som man kan med almindelig træthed. 85 procent af alle med sclerose lever med dette træthedssymptom.
Hvad kan du selv gøre?
Heidi Visby, ergoterapeut på Sclerosehospitalet i Haslev, giver dig tre råd her:
1. Sørg for at få hvil og pauser i din hverdag
2. Planlæg og strukturer dine aktiviteter. Brug for eksempel en kalender, så du nemmere kan holde overblikket. Find ud af, hvilke aktiviteter der giver dig energi og prioriter dem.
3. Hav opmærksomhed på din ernæring og træningsmængde. Ikke for lidt, men heller ikke for meget.