Politisk topmøde: Enighed om helhedsplan for sclerose
Først på ugen løb Danmarks første politiske topmøde om sclerose af stablen i København. Både sundhedsminister Ellen Trane Nørby og børne- og socialminister Mai Mercado deltog. Det samme gjorde en lang række sundhedsordførere, regionsformænd, førende scleroseeksperter og sundhedsøkonomer.

Bedre sammenhæng i indsatsen for sclerosepatienter, og nødvendigheden af en helhedsplan, hvis det skal ske. Enigheden blandt de mange fremmødte politikere og fagfolk kunne ikke være mere entydig og prægede topmødet fra start til slut.
Allerede dagen efter sendte Folketingets Sundhedsudvalg sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) spørgsmålet: ”Vil ministeren tage initiativ til en national helhedsplan eller handlingsplan for scleroseområdet, som kommer rundt om behandling, rehabilitering, det sociale område, beskæftigelse og uddannelse samt sammenhængende indsats?”
I Scleroseforeningen kan direktør Klaus Høm næsten ikke få armene ned:
”Topmødet var en stor succes, som jeg forventer vil blive fulgt op af politisk handling. De mange fremmødte politikere udviste stor forståelse for, at der er behov for en helhedsplan eller en handlingsplan for hele scleroseområdet, dvs. for alle sclerosepatienter. I alt for mange år har de mange progressive patienter fået lov at sejle deres egen sø på grund af ressourcemangel på landets scleroseklinikker. Det er helt urimeligt, og det var der enighed om, at det skal der rykkes på.
Topmødet var arrangeret i et samarbejde mellem Scleroseforeningen, Dansk Multipel Sclerose Gruppe, Dansk Industri, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter, Pårørende i Danmark og Roche.