Poul blev overrumplet af et altoverskyggende mørke

De første tegn på Poul Bøghs depression kom pludseligt og uden varsel, da han en dag var på jagt. Det var en forårsaften i maj, og Poul kørte afsted fra sit lille hus ved Ebeltoft, hvor han boede med sin kone og deres to tvillingedrenge på tre år.

Kornet stod allerede rankt på marken, der hvor han satte sig på lur for at vente på sit bytte. Men pludselig sortnede det i hans indre. Et altomsluttende mørke overvældede Poul, som han lå der i græsset, og hans hukommelse svigtede. Selv i dag kan han ikke genkalde sig, hvad der skete i de minutter.

”Da jeg kommer til mig selv igen, sidder jeg på marken med riflen rettet mod mit hoved,” fortæller han og fortsætter:

”Mine hænder var i færd med at løsne snørebåndet på min ene jagtstøvle. Jeg tror, jeg ville have den af, så jeg kunne bruge min tå til at nå aftrækkeren i den anden ende af riflen. Men heldigvis blev jeg med ét bevidst om, hvad jeg lavede.”

”Hvad sker der?”

Frygten og selvbebrejdelsen kæmpede om pladsen i Pouls hoved. ”Hvad fanden har du gang i? Du har en familie, der venter derhjemme,” tænkte han chokeret for sig selv.

Majsolen gik ned over marken, da Poul hurtigt strøg hjemad og låste jagtudstyret inde i sit våbenskab. Derefter overleverede han nøglen til sin kone, som forfærdet forstod, hvad der havde været tæt på at ske på marken i de sene aftentimer.

Brug for hjælp

Straks derefter solgte Poul sit jagtudstyr. Han var bange for sig selv og ville ikke have det liggende i sit hus. Og så søgte han hjælp hos en psykiater, som akut tog ham ind og endte med at gøre et stort indtryk på Poul allerede fra første dag.

”Efter konsultationen spurgte han mig, om jeg stadig havde tænkt mig at begå selvmord – for så var der jo ingen grund til, at han bestilte en ny tid til mig,” siger Poul.

Selvom det var et kontant spørgsmål, havde det en god effekt, fortæller Poul. Han havde ikke tænkt sig at efterlade sin familie. Det var han sikker på efter episoden på marken. Så var det ligesom på plads.

Mørket var konstant

På trods af at tanken om at tage sit eget liv ikke længere lå på lur i baghovedet på Poul, var det som om, der lå en tung dyne af mørke over hele hans tilværelse. En vægt, der tyngede stemningen, humøret og Poul ned. Ikke bare lejlighedsvis, men konstant.

Tilstanden gjorde det næsten umuligt for ham at være til og forvandlede selv dagligdagens mindste gøremål til bjergbestigninger. Den sidste motivation, som Poul nogle dage kunne finde frem, kvaltes ofte af en gennemtrængende følelse af at være forkert og helt ved siden af.

”Jeg kunne ikke engang gå ud og slå græsset. Jeg var bange for, at folk skulle se mig. At de skulle kigge på mig og tænke, at jeg var ussel og forkert. Jeg var sikker på, at alle syntes, jeg var uduelig,” siger Poul.

Hele familiens byrde

Men det var ikke kun Poul, der mærkede til depressionens mørke. Hele hjemmet ved Ebeltoft var påvirket af det manglende lys, og selvom Poul forsøgte, alt hvad han kunne, at deltage i dagligdagen, var han ofte nødt til at trække sig fra både tvillingerne og konen.

”Nogle dage kunne jeg blive frustreret over dem, hvis vi måske var midt i en leg, og de gjorde noget forkert. Så kunne jeg finde på at blive vred og skælde ud. Men så var min kone god til at minde mig om at tage en pause,” siger han.

Med udbruddene og fraværet fulgte altid en nagende dårlig samvittighed over ikke at slå til, fortæller Poul.

Nyt i vente

I den tid gik Poul fast hos psykiateren en gang om ugen, og det begyndte så småt at hjælpe på hans tilstand. I samtalerne snakkede de ofte om ting, som Poul kendte og var god til. Det kunne være jagt, elektronik eller biler.

”Fordi jeg vidste noget om tingene, var det som om, jeg blev bekræftet i, at jeg faktisk duede til noget. Og jeg begyndte selv at tro en lille smule på det,” siger han.

Poul startede også i medicinsk behandling, og bedringen kom løbende. Mørket var ikke længere altoverskyggende, og han oplevede igen de lyspunkter i livet, som i næsten et år havde været helt forsvundet.

Nabosnak over hækken, socialt samvær og gåture i skoven blev lige så stille mere overkommeligt. Og i det lille hjem ved Ebeltoft var familien på fire ved at blive til fem. Pouls kone var gravid, og Poul så frem til familieforøgelsen.

”Jeg havde fået det bedre og kunne mærke, at jeg var glad. Det var længe siden, at jeg havde haft det sådan,” fortæller han og smiler.

Sclerosens aftryk

Efter et stykke tid afsluttede Poul sine konsultationer hos psykiateren, og det var her, han blev klar over, at sclerosen havde spillet en rolle i forhold til den depression, som efterhånden kunne omtales i datid.

”Han sagde, at der ikke var mere, han kunne gøre. At der var noget andet end det psykiske, som påvirkede mig,” fortæller Poul.

Derfor blev han MR-scannet. De hvide plaks lyste op som små pærer på scanningsbilledet og synliggjorde den skade, som sclerosen havde påført Pouls hjerne. Fordi nogle af skaderne havde ramt depressionsfølsomme områder i hjernen, havde de påvirket Pouls sindstilstand.

En ny verden

Blandt andet på grund af plakkene i hjernen får Poul i dag stadig antidepressiv medicin, selvom han ikke længere er deprimeret. Medicinen skal han højst sandsynligt fortsætte med resten af livet, og selvom Poul synes, det er ærgerligt, har han valgt at fokusere sin energi på at se fremad.

”Tingene bliver bare nemmere, hvis man kan smile af dem,” siger han.

Derfor er det også vigtigt for ham at holde sig i gang og komme ud blandt folk i hverdagen. Det gør han blandt andet gennem motionsholdet ”Mand med mave”, hvor han mødes med andre mænd fra området, dyrker motion og griner. Jagtudstyret har han også generhvervet sig, og tidligere på året var han i Spanien for at gå et stykke af Caminoen. Næste udfordring for Poul er at kaste sig over undervandsjagt.

”Intet er umuligt, før man har prøvet det. Sådan har jeg det nu. Hvis du havde spurgt mig, da jeg var deprimeret, ville jeg have sagt, at alt var umuligt. Men ikke længere,” smiler han.