Rejsereportage: En tur til Berlin med Tim og Sixten

”At rejse er at leve”

Dét har vi alle sammen hørt, og verden er et stort og utroligt sted. Det indeholder vidunderligheder, utrolige steder samt venlighed og følelser, der kan få en engel til at græde tårer af ren uforståelse. Og så er det hele lige udenfor din dør.

Du skal blot træde udenfor, og så får du adgang til det hele.

Men hvis ikke, man kan træde, hvis man er forbundet til en stol med hjul eller en elektrisk motorscooter, der er stor og ’fylder’ – for brugeren og for andre i verden – så er det ikke let. Og så bliver folk med sclerose ’problematiske’ for omverden. At være bundet til en stol eller scooter, der fylder, er jo også en af grundene til, man skal vinke til s-togføreren, så han kan stoppe toget og sænke en rampe ned, så du kan komme ud i verden.

Selvfølgelig skal det siges, at langt de fleste folk er forstående, venlige og vil hjælpe. Og tak til dem.

Men os med sclerose vil også leve. Vi vil også se The Grand Canyon, pyramiderne, spise hos Gordon Ramsey, gå i teatret, kigge på kunst, høre en symfoni og ligge i varmt sand og drikke et par ekstra glas vin i fuld forståelse for, at vi selvfølgelig også kan lide at være fjollede.

Vi vil grine, elske, spise for meget, drikke for meget og i bund og grund være ’normale’. Men det er vi ikke. Vi er dem, der kun kan, så længe der er andre, der lægger arbejde i vores trivsel.

Så når Scleroseforeningen kontakter dig og spørger, om ”du og din søn vil til Tyskland i en lille uges tid, hvor Scleroseforeningen i samarbejde med den Tysk Turist Information, Dansk Handikap Forbund og nogle udenlandske handikaporganisationer nok skal præcisere, hvad der skal til, så I også kan komme ud at opleve lidt”, ja, så siger man straks: ”Ja da!”

Så det gjorde vi. Gitte fra Scleroseforeningen spurgte, om jeg og Sixten ville være ”forsøgskaniner” på en handicaptur i det tyske, hvor Lotte Arnsted fra Tysk Turist Information ville være med til at planlægge, informere og arrangere, og det betød, at vi den 6. oktober drog mod Tyskland.

Jeg og den fabelagtige 15-årige knægt, min søn, Sixten, tog på en ’Barrierer-free experiences in Berlin & Lusatian Lakeland”-tur, hvor vi, sammen med andre bevægelseshæmmede, tog med fly, bus, taxa, bus og kørestol rundt i det tyske. 

”Sikken dreng. Min øjesten”

Egentlig beretter jeg dette, så folk har en ide om de udfordringer, der hører med, men også så folk får en idé om vores oplevelser samt en lille ’opsummering’ af vores ferie sammen far og søn.

6 oktober – pokkers tidligt – står jeg og Sixten op. Vi har pakket, er klar og hopper så i en taxa ud til lufthavnen. Jeg har min rollator og min søns muskler med som transportmiddel, og dem har jeg stærkt brug for, når jeg ikke har min trofaste vogn med. Der må nemlig ikke komme nogen scootere med på flyet.

Efter et par hindringer – dem som skabes af ens egne ben – er vi altså på vej til Kastrup. Der er bestilt handicaphentning fra Falck i lufthavnen, og Sixten er klar over, at hans hjælp påkræves.

Vi flyver klokken 12:10, og da vi ikke kender processen, må vi hellere give det god tid. Og her kunne en stor kop kaffe i lufthavnen da ikke skade. Ankomst i lufthavnen sker som aftalt med Falck stationen, hvor kørestolen også skal afhentes.

På Falck stationen ved de ingenting om det hele, og jeg snakker med en Falck-mand, der er på stedet. Han siger; ”ja, bare gå omkring 300 meter ind i terminalen, og der skal den hentes.” ”Hmmm, ja, det er meget fint, men kan du se, at jeg ikke kan gå?,” tænker jeg. Men her træder Sixten så i karakter og siger: ”Bliv bare her, og så henter jeg den, far.” Det gør han så. Efter en halv times ventetid, fordi Falck ikke har kørestole nok. Selv står jeg udenfor med en rollator og vores kufferter, og så 40 minutter senere kommer Sixten løbende op til mig og siger: ”Undskyld, at det tog så lang tid, far.”

Sikken dreng. Min øjesten.

Sixten og jeg samarbejder ved at få mig ind, og så kører vi mod check-in. Vi klarer tingene selv. Falck har ikke en god dag, så dem lader vi bare være.

Ingen tid, ingen kaffe. Så vi drøner mod gaten, da tiden kniber, hvilket betyder, at Sixten nærmest bærer mig næsten op ad trapperne. Hmmm.

Men så er vi også så småt på vej mod Berlin. 

Masser tysk kultur, hygge og naturoplevelser

Velmødt i Berlin. Vi fragtes hurtigt med venlighed og respekt af flyet, igennem ankomsten til bagagen og så videre gennem told og paskontrollen til ankomsthallen. Her møder vi Mr. Sören Hoika, vores tyske rejseleder, og sikken mand. Det hele er hans projekt, og han smiler og hilser – og så endda på perfekt engelsk, da mit tyske er ”nicht godt”.

Vi er mange; hollandske folk, serbiske, ungarske og tre danskere (okay, to og en halv, da jeg selv er født i England). Vores bus er indrettet med en lift, så vi kan læsses på med vores adskillige hjælpemidler. På bussen kan der komme kørestole, scootere, rollatorer og andre hjælpemidler, og vi er selvforsørgende. Dog skal Claus fra Handikap Forbundet lige fremhæves, for hold nu kæft, hvor er han en god mand.

Og så starter vores tur. Jeg vil ikke beskrive de enkelte steder, vi besøger, men i stedet beskrive, hvordan det var.

Vi besøger de gamle østtyske miner i norden – massive konstruktioner i massive omgivelser. 

Solen skinner, og vejret er næsten som i Sydspanien. De mange scootere (transporteret privat), kørestole og folk begynder at udforske de gamle miner.

Det er gammelt østtysk industri, der har spoleret et skønt område. Så Tyskland har fyldt de gamle huller med vand, og nu er det et sted, folk kan komme og opleve naturen. Søerne er på vej til at blive forbundet med hinanden, så man kan tage på sejlferie i Tyskland. Skønt.

Der er små veje, man kan køre på, så en scooter eller kørestol kan snildt komme rundt. Vi oplever naturen. Vi er på ferie. Fuldstændig ligesom de andre mange turister.

Vi bor på Akademiehotel Dresden, der er handicapvenlig. Og jeg mener virkelig(!) handicapvenlig. Store døre og elevatorer, der er store nok til at tage imod maskiner. Der er god plads ved sengen, på badeværelset og på restauranten, og hvis der er noget, man ikke kan, spørger man bare de mange folk på hotellet. De smiler, lytter og klarer problemet. Uden dikkedarer eller uønskede kommentarer. Det sker bare – også her på perfekt engelsk.

Og hvad gør min søn og jeg? Vi påskønner den lokale kulturarv med dejlige, kolde tyske øl.

Torsdag 

Her står på Lake Geierswalde. Det er et naturskønt område med åben himmel og frisk luft, og det er bare en afslappende dag. Vi oplever den samme natur, som ’normale’ folk gør. Vi er lige her.

Fredag

Berlin baby! Berlin and Futurium – et museum over fremtiden og dens muligheder – besøger vi med dens åbne steder, hvor vi får lov at se, hvad fremtiden måske kan give os, men også åbne pladser, så man ikke kører ind i andre folk eller installationer. Der er elevatorer, så de øverster etager kan nås, og vi ser det hele. Og lad mig bare sige, at fremtiden altså ikke ser hel skidt ud.

Her bruger vi hele formiddagen.

Så tager vi videre til aftenens hotel: Scandic Potzdamer Platz, der også er handicapvenlig, så det siger spar to. Masser plads, store elevatorer, døre med automatiske døråbner og ansatte, der ikke bare klarer problemerne, men også kommer over til dig, smiler og hjælper dig fysisk, hvis det er det, der skal til.

Der blev sagt til mig af en receptionist, selvfølgelig uden for referatet og på perfekt engelsk; ”åh, ham der kan vente, han kan gå”, så manden ved skranken måtte vente, imens receptionisten i stedet kørte mig derhen, hvor vi skulle være.

Aftenen stod på fællesspisning på en restaurant i Down Town Berlin. Her ankom vi 10 man stærk og seks maskiner af adskillig art. En fem minutters samtale mellem vores rejseleder og restaurantchefen resulterede i en massiv kollektiv indsats af mindst seks ansatte. Borde blev flyttet, stole sat på plads, og så blev vi ellers guidet på plads. Alle smilte, og vi blev forsynet med mad. En del mad. Og vin, øl, vand, sodavand og så videre.

Heldigvis skulle det fleste af os jo ikke gå hjem. 
 

Lørdag

Stod i stedet på en smule shopping – ja, Sixtens dankort skreg – hvorefter vi tog en tur til Holocaust Monumentet.

Og her er jeg nødt til at sige noget. Det er ikke så ofte, jeg påvirkes af kunst. Bevares, jeg sætter pris på det og er glad for, at det eksisterer, men hvis jeg nogensinde skal anbefale en kunstinstallation, er det denne. Skræmmende, ubehagelig og vidunderlig på samme tid. Jeg vil sige, at man skal besøge dette mindst en gang i sit liv. Gardens of the World at Marzahn besøgte vi også. Det er smukke haver og endnu smukkere udførsel med dens planter, bygninger med mere til at spejle adskillige verdensdele. Besøget blev efterfulgt af en kabel car-tur over de smukke haver.

Sidste aften 

Her besøgte vi Westend Teater på tyske manér, hvor vi overværede showet ’Arise’ på Friedrichstadt-Palast. Vi ankom på teatret og blev vist ind gennem en privatdør. Uhh, rigtig ”VIP”.

Vi blev underholdt med sang, dans samt sceneopsætning af højest kvalitet. Westend London go home, siger jeg bare. Det var nemlig bare fabelagtigt. Det sluttede klokken 23.00, og herefter var vi trætte og utrolig glade, så vi drog tilbage mod hotellet. Her skulle jeg hvert fald snakke lidt med Ole Lukøje, hvorimod Sixten nok mere så frem til sin minibar. 
 

Søndag den 10: Hjemrejse fra Berlin lufthavn.

Denne gang gik al transporten noget lettere. Fra check-in til departures. Ingen problemer. Dog fik Sixten ikke tid til at købe sko i toldfrit, så jeg skylder ham et par Nike – sorry, Sixten.

Dog var der lidt diskussion ved check-in, men så kom den unge tyske pige ud fra skranken, tog fat i stolen og tonsede Sixten og mig gennem lufthavnen. Hun var smilende og syntes selv, det var sjovt. Hun førte os op til paskontrollen, hvor hun kommanderede med folk: ”Hjælp den mand og hans søn,’ skreg hun. Vi fik hjælp, og hun blev ved, så hun kørte os igennem til et sted, hvor vi kunne få lidt til ganen. ” OK here?,” sagde hun til os og tog så sin afsked – igen med et smil.

Herefter var det ’bare’ at flyve hjem, pakke ud, i bad. Bum.

Og hvad så?

Ja, det kan godt lade sig gøre for handicappede at komme på ferie. Ja, det er indviklet, ja, det er anstrængende, og ja, for pokker, man bliver træt. Men vi kan altså godt. Det kræver bare lidt, men kan godt lade sig gøre, og derfor håber jeg også, at vi i Danmark kan blive bedre til at bidrage til ferie til dem med udfordringer.

Tak.

Tak til Tyskland. Et dejligere sted kan jeg ikke forestille mig – de er venlige som bare pokker. Tak til Gitte og Scleroseforeningen. Til Lotte fra Tysk Turist Information. Tak til alle mine rejsekammerater. En speciel tak går til Herre Hoika, men sidst og ikke mindst min fantastiske Sixten, fordi han er min helt.

Ja, næste år må vi så tage til Sunny Beach for din skyld, Sixten.