Ressourceproblemerne kan løses – hvis man vil

Hvad betyder det, at der er ’ressourceproblemer’? 

Overordnet set betyder det, at der i dag er patienter, som ikke kan blive tilset af en neurolog. Hvis alle sclerosepatienter skal være tilknyttet en scleroseklinik, så mangler vi både penge og neurologer. Som det er i dag, er der mange progressive patienter, som overlades til den praktiserende læge, og det er ikke nogen god løsning. Mulighederne for symptomatisk behandling er blevet mange flere inden for de senere år, og mange læger kender slet ikke til eksistensen af nogle af de muligheder, vi rent faktisk har. Konsekvensen er, at der er patienter, som afsluttes fra scleroseklinikkerne, der ikke får den optimale behandling. 

Hvorfor ansætter I ikke nogle flere neurologer på klinikkerne? 

Der er for det første ingen at tage af. Der er ingen arbejdsløse neurologer. Puljen er tom. Der er ledige stillinger på flere scleroseklinikker. Stillinger som i nogle tilfælde står ubesatte i årevis. For det andet, har mange klinikker ikke pengene til at ansætte flere neurologer. 

Kan man ikke uddanne nogle flere neurologer til de klinikker, der har ledige stillinger? 

Det er ikke så let. For at blive neurolog kræver det en fireårig uddannelsesstilling, og de stillinger er spredt over hele landet. Det er svært – nogle år helt umuligt - at besætte uddannelsesstillingerne i Nordjylland, mens der er rigtigt mange ansøgere i København. Vi risikerer bare, at de vælger et andet speciale. Hvorfor ikke uddanne neurologer i hovedstadsområdet, hvor vi har kapaciteten til at uddanne mange flere, end vi gør i dag? De skal nok flytte sig, når de er færdige med uddannelsen. Det er de færreste speciallæger, der vil gå ledige ret længe ad gangen. 

Men hvis der ikke er nogen neurologer at tage af, og der er lange udsigter til nyuddannede, hvordan løser vi så problemet? 

Man bør tænke meget mere i specialuddannede sygeplejersker. Langt de fleste spørgsmål og problemer, som vores patienter har, vil kunne løses mindst lige så godt af en specialuddannet sygeplejerske. Men det kræver, at vi kan udvide staben af sygeplejersker og samtidig uddanne dem lokalt på afdelingerne. Det koster tid og penge. Men til gengæld kan vi give dem opgaver, der i dag foretages af læger. Det vil blandt andet være selvstændige sygeplejerskekonsultationer, rådgivning om blæreproblemer, behandling af spasticitet eller spørgsmål om seksuelle problemer. Der er meget få ting, bortset fra forebyggende medicinsk behandling, som sygeplejersker ikke kan tage sig af. 

Hvad får man ud af det? 

Sygeplejerskekonsultationen skal selvfølgelig gå i stedet for en lægekonsultation. Det betyder, at der frigives lægetid. En neurolog koster gerne det dobbelte af en sygeplejerske. Derfor kan man altså for de samme penge få større kapacitet. Men uanset hvad man vælger, så skal der nogle penge på bordet, for det er heller ikke gratis at få en større sygeplejestab. Og som det er nu, er der ingen penge til at ansætte for. Der bør laves en national handlingsplan, der sikrer, at nye ressourcer øremærkes sclerosebehandlingsområdet. 

Hvor stor en del af problemet vil sygeplejerskerne kunne løse? 

Det vil kunne løse hele problemet. Særligt hvis man samtidig tænker i større klinikker. Én læge kan supervisere adskillige ad gangen. Men der er politisk tendens til at mene, at der skal være speciallæger, der tilser alle patienter. Den strategi gør problemet uløseligt. Antallet af patienter og behandlingsmuligheder stiger hele tiden. Vi kan ikke følge med. Hvis vi inden for en overskuelig årrække skal tilbyde alle patienter at komme i scleroseklinikkerne, så skal vi til at medtænke sygeplejerskerne i meget højere grad end i dag.