Gå til hovedindhold

Rigshospitalet søger patienter til stamcelleprojekt

21. februar 2013
Kort fortalt

Forsøget med behandling af sclerosepatienter med såkaldte mesenkymale stamceller er netop gået i gang, og Rigshospitalet efterlyser medvirkende. Læs her hvilke kriterier, du skal opfylde, hvis du er interesseret

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Stamcelleprojektet er en del af et internationalt forsøg, hvor omkring 160 mennesker i 15 lande skal deltage. Heraf 25 i Danmark på Rigshospitalet. Kort fortalt går forsøget ud på, at man tager knoglemarv ud af forsøgspersonerne. I knoglemarven findes de såkaldte mesenkymale stamceller, som man mener, kan dæmpe immunforsvarets skadelige aktivitet, og dermed stoppe immunforsvarets hærgen. Samtidig er der noget, der tyder på, at de kan hjælpe til at gendanne ødelagt myelin.

Stamcellerne dyrkes

Når knoglemarven er taget ud af forsøgspersonerne, isoleres de mesenkymale stamceller og dyrkes derefter i et laboratorium, så de mangedobler sig. Efter nogle uger sprøjtes de mange nye stamceller så ind i patienten igen, hvor de forhåbentlig virker, som forskerne tror.

Alle får stamceller, men forskudt

Forsøget er konstrueret på den måde, at halvdelen af patienterne vil få stamcellerne med det samme. Den anden halvdel vil få en placeboindsprøjtning, men efter et halvt år, vil de også få rigtige stamceller ind i kroppen. Alle vil altså på et tidspunkt få stamcellebehandlingen, men nogle dog først efter seks måneder. Forsøget er konstrueret på den måde, for at man bedre kan sammenligne effekten af behandlingen. Ingen – hverken læger eller patienter – får at vide, hvem der får hvad, hvornår, mens undersøgelsen pågår.

Særlige kriterier for deltagelse

Hvis du er interesseret i at deltage i forsøget, er der en række kriterier, du skal bl.a. opfylde:

  • Du skal være mellem 18 og 50 år
  • Du skal stadig have attakker og have haft et attak indenfor det sidste år
  • Du skal have haft sclerose i mindst to årog højst i ti år
  • Du skal minimum være i stand til at gå 100 meter med en stok.

Derudover skal din helbredstilstand være god, og der er visse krav til resultatet af en MR-scanning. Derfor vil du gennemgå nogle undersøgelser og en scanning, så neurologerne kan se, om du opfylder kravene.

Medicinsk behandling skal stoppes

Du må heller ikke være i medicinsk behandling mod sclerosen, når du får stamcellerne. Derfor skal du hvis du tager enten interferon, Copaxone, Tysabri eller Gilenya stoppe med det, hvis du skal medvirke i forsøget. Behandling med de to første typer medicin skal stoppes en måned før og de to sidste tre måneder før.

”Det er ikke alle, vi vil anbefale at deltage i undersøgelsen, derfor vil vi tage en grundig samtale med hver enkelt for at finde ud af, om det er tilrådeligt, at man stopper med sin vanlige sclerosebehandling for at deltage,” siger Morten Blinkenberg, overlæge på Rigshospitalets scleroseklinik, der er tovholder på projektet.

Lovende behandling

Til gengæld får du en unik mulighed for at afprøve en ny behandlingsform.

”Det er en metode, vi har store forventninger til kan blive en fremtidig behandling af sclerose. Mindre forsøg har vist, at stamcellerne kan have en gavnlig effekt på sygdommen, og man har ikke fundet væsentlige bivirkninger til behandlingen. Men vi ikke kan garantere en effekt, fordi vi stadig er på forsøgsstadiet. Det skal man gøre sig klart, hvis man melder sig til at deltage,” understreger Morten Blinkenberg.

Kræver tid og energi

Patienter fra hele Sjælland kan melde sig til forsøget, men deltagelse vil indebære en del undersøgelser og besøg på Rigshospitalet, så det er noget, der kræver tid og energi. Deltagere vil få refunderet udgifter til offentlig transport eller udbetalt kilometerpenge til egen bil, men der skal betales skat af kilometerpengene. Derudover gives der ingen økonomisk kompensation.

Her kan du henvende dig

Opfylder du de indledende kriterier beskrevet ovenfor, og er du interesseret i at deltage i projektet, så skriv en mail til forskningssekretær Annette Larsen, alarsen@rh.dk. I mailen skal du skrive dit navn, hvilken behandling du får og kort beskrive din sygdomshistorie. Du vil derefter blive kontaktet og taget ind til nærmere undersøgelse, hvis neurologerne vurderer, at du opfylder kriterierne.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.