Så er det influenzatid igen
Influenzasæsonen banker igen på døren, og som sclerosepatient kan du måske få en gratis vaccination. Neurologernes anbefaling fra tidligere år om at lade sig vaccinere, gælder også i år
Professor Finn Sellebjerg, der er overlæge på Rigshospitalet og formand for Scleroseforeningens forskningsudvalg har påpeget, at mennesker med sclerose kan få en udtalt forværring af deres sclerosesymptomer, når de har influenza. Det kaldes et pseudoattak, som kan opstå i forbindelse med infektioner, der giver feber. Pseudoattakket skyldes et temperaturafhængigt fald i nervernes evne til at lede normale impulser. Symptomerne ved et pseudoattak er som regel af forbigående karakter, men risikoen for at få et reelt attak øges også flere gange, hvis man har influenza. Vaccinationen i sig selv øger dog ikke risikoen for at få et attak.
Lægelig vurdering
Hos Sundhedsstyrelsen lyder det, at man kan få en influenzavaccination gratis, hvis man er særlig risiko for at blive alvorligt syg af indluenza. Det inkluderer alle over 65 år, førtidspensionister, gravide, der er mere end 12 uger henne, overvægtige med et BMi over 40 og mennesker med en kronisk sygdom. Under kroniske sygdomme hører mennesker med immundefekter, men sclerosepatienter regnes ikke for at have en immundefekt, men en immunologisk sygdom. Derfor skal du som sclerosepatient have nedsat lungefunktion eller din læge eller speciallæge skal vurdere, at du har så alvorlige følgevirkninger af din sygdom, at en influenza udgør en sundhedsrisiko.
For dig som sclerosepatient er der altså tale om en lægelig vurdering i forhold til om du kan få vaccinationen gratis eller ej. Ellers skal du selv betale de cirka 150-200 kroner vaccinationen koster.
Vaccination holder et halvt år
Gratis vaccinatiner kan kun fås i tidsrummet fra 1. Oktober 2014 til og med februar 2015. Derefter skal alle selv betale for vaccinationen.
Sundhedsstyrelsenanbefaler, at du bliver vaccineret inden influenzasæsonen starter for at få den makismale efekt. Det er bedst at blive vaccineret fra starten af oktober måned til slutningen af november. Beskyttelsen af vaccinen varer i cirka seks måneder.