Sådan forløber en blodstamcelle- behandling (HSCT)
27. juli 2017
Kort fortalt
Hvordan er forløbet, når man bliver behandlet med blodstamceller?

- Indledende samtale. Patienterne underskriver diverse papirer, fordi HSCT er en såkaldt højrisikobehandling på grund af bivirkningsprofilen.
- Forundersøgelser. Test af lungefunktion, hjertefunktion, blodprøver og så videre. Her undersøger man på forhånd, at patienten ikke har et svagt organ, så man føler sig sikker på, at patienten kan klare behandlingen.
- Patienten bliver indlagt i et døgn og får kemoterapi. Det skyldes to ting: Dels renser kemoterapien det stamcelleprodukt, man høster senere for overflødige celler, dels modvirker kemoterapien de bivirkninger, som patienterne kan få af den vækstfaktor, de snart skal have. Tidligere erfaringer har vist, at det er vigtigt at undgå, at patienter med sclerose får feber som bivirkning i forbindelse med deres blodstamcelletransplantation. Herefter tager patienten hjem.
- Efter nogle dage får patienten den såkaldte vækstfaktor. Den gives, fordi knoglemarvsstamcellerne normalt befinder sig inde i knoglerne. For at undgå en procedure, hvor man skal suge dem ud ved hjælp af en kanyle i fuld bedøvelse, får man dem ved hjælp af en vækstfaktor til at vandre ud i blodet.
- Stamcellerne indsamles herefter via et centralt venekateter. Blodet løber fra patienten ud i en centrifuge, hvor det deler sig i lag. Stamcellerne suges fra, og blodet løber tilbage i patienten. På den måde kan man køre patientens samlede blodvolumen igennem maskinen 2-3 gange på cirka 3 timer og dermed forbedre stamcelleindsamlingen. Stamcellerne tælles, så man ved, om man har fået nok ud af patienten. Det er som regel tilfældet. Patienten kan herefter tage hjem.
- Stamcellerne nedfryses. Her kan de holde sig i årevis.
- Efter 3-4 uger: Kemoterapi med højdosis Cyklofosfamid i 4 dage. Desuden behandling med ATG, et antistof, der slår T-celler ihjel, og højdosis binyrebarkhormon (dobbelt dosis af gængs attakbehandling) for at forebygge feber og undgå kvalme i forbindelse med kemoterapien. Desuden gives masser af væske i drop.
- Efter 5 dage får patienten stamcellerne tilbage via et centralt venekateter. Stamcellerne finder herefter selv vej ind i knoglemarven og sætter sig fast der.
- Efter kemoterapien er patientens blodtal faldet. Men når stamcellerne er tilbagegivet, begynder de at dele sig og lave røde og hvide blodlegemer og blodplader. Efter 8-12 dage vil patientens blodtal derfor begynde at stige igen, og patienten kan udskrives til eget hjem.
- Patienten følges med ugentlige blodprøver i tre måneder og forebyggende medicin i et år.
- Rehabilitering. Patienten indlægges på Haslev eller Ry Sclerosehospital til et genoptræningsforløb.
- Revaccinationer. Da patienten har fået »nulstillet« hele sit immunsystem, får han eller hun vaccinationerne i det danske børnevaccinationsprogram igen.
Hele forløbet foregår for alle patienter på Rigshospitalet i København.
Relaterede artikler
Der er ingen kommentar endnu
Tilføj kommentar
Dit navn
Anonym