Sætter du også begrænsninger for dig selv?
At sætte begrænsninger for sig selv er noget, alle mennesker gør. Det er så komplekst, at baggrunden for det at sætte begrænsninger for sig selv kan forklares ved hjælp af både historie, psykologi, sociologi og biologi.
Jeg kan ikke, jeg må ikke, jeg skal ikke, det går ikke … Har du hørt dig selv sige eller tænke sådanne sætninger?
Camilla Holmgaard er psykolog og har blandt andet arbejdet med patienter, der ønsker at bryde ud af de begrænsninger, de har fået sat for sig selv. Hun fortæller, at alle kommer til at gøre det. Kvinder som mænd, unge som gamle, syge som raske.
”Hjernen har ikke udviklet sig særlig meget, siden dengang vi levede i små samfund ved bålpladser. Dengang kunne man dø af at forlade bålpladsen – at søge mod nyt. Hver gang vi skal prøve noget nyt og bryde vores vante rammer, står vores hjerne derfor i vejen for os. Den har kun lyst til at gøre det, den plejer, fordi den simpelthen er bange for, at vi kommer til skade eller dør, hvis vi gør noget andet,” fortæller hun.
At sætte begrænsninger for sig selv kan skyldes mange ting
Hun forklarer desuden, at det med at bryde eller ikke bryde ud af vores begrænsninger er et virkelig komplekst emne, der kan have både samfundsmæssige, biologiske, sociale og psykologiske grunde.
”Der kan ligge utrolig meget historie bag de begrænsninger, man sætter for sig selv. Måske har du dårlige erfaringer fra andre gange, hvor du har udfordret dine rammer. Måske har det noget at gøre med den tro, du har på dig selv. Eller måske handler det om den opdragelse, du har fået hjemmefra: Fik du opbakning, hvis du ville prøve noget nyt? Og fik du hjælp og støtte, hvis du prøvede noget, der fejlede?” siger Camilla Holmgaard.
Begrænsninger kan også handle om den måde, vi fortolker en situation på. Anette Prehn er sociolog og forskningsformidler med særligt fokus på hjernens forandringsevne, og hvordan man bruger den. Hun fortæller, at vores fortolkninger af situationer er nødvendige – men stadig kun fortolkninger.
”Mennesker bombarderes med sanseindtryk, og et vigtigt job for vores hjerne er at begrænse dem. Den overvældes, hvis det ikke sker. Men det betyder, at jeg 'plukker' ét til to udpluk af enhver oplevelse, men jeg kunne lige så godt plukke nogle andre. Det kan sammenlignes med at plukke fra en blomstereng. ’Skal jeg plukke dig eller dig eller dig?’ Og det, man plukker, bliver en buket. Men man kan godt plukke anderledes og få en ret anden buket af den samme eng – hvis man vil,” forklarer Anette Prehn og fortsætter:
”Når først vores hjerne har lavet en udlægning af en situation, som fx: 'Min svigerfamilie er en pestilens' eller 'min nabo er en nar', så ved vi fra forskning, at bekræftelsesskævheden sætter ind. Hjernen vil simpelthen begynde at arbejde for at finde beviser på, at dét, den har valgt at se, er rigtigt.”
Bekræftelsesskævhed og øvelse kan holde dig tilbage
Denne reaktion i hjernen fremhæver psykolog Camilla Holmgaard også som en mulig grund til, at man bliver låst fast i en begrænsning.
”Nogle gange er det svært at bryde ud af de rammer og begrænsninger, man har sat for sig selv, fordi man har haft dem så længe, at man til sidst tror på dem. Og så bliver det det, man lever efter. Jeg kan have klienter, som bliver hundesyge af at blive siddende i deres begrænsninger, men som stadig ikke kan bryde ud af dem. Så det er enormt svært.”
Det kan blandt andet være svært at bryde med sine fortolkninger og begrænsninger, fordi følelser er noget, der øves – også de negative – forklarer sociolog Anette Prehn.
”Det, vi øver os på, træner vi op. Det gælder både vores tanker og vores følelser. Så jo oftere man har en bestemt følelse, jo dygtigere bliver man til at føle den følelse. Hvis jeg ofte føler mig uretfærdigt behandlet, bliver jeg dygtigere til at føle mig uretfærdigt behandlet. Det gør jeg, fordi hjernens forandringsevne gør, at den hele tiden ændrer sig efter, hvordan den bliver brugt,” forklarer Anette Prehn.
Belønning for at udfordre det kendte
Hvis hjernen endelig skal gøre noget andet, end den plejer, fortæller psykolog Camilla Holmgaard, at den har brug for at få en belønning – den skal kunne se, hvorfor det gavner dens overlevelse at træde ud i det ukendte:
”Hvis mennesker i urtiden gik ud i et ukendt område, så var det med en forventning om, at det for eksempel ville resultere i mad. På samme måde vil vores hjerne have en belønning for at bryde med det, vi kender. Hvis vi skal skifte arbejde, skal vi have mere i løn, eller hvis vi for eksempel skal samle ind, skal vi helt konkret mærke, at det meget direkte glæder den person, vi samler ind for,” fortæller hun.
