Sammenlægningen af to scleroseklinikker er en gevinst
Fremover vil Glostrup være stedet, hvor mange med sclerose i Københavnsområdet skal møde op til konsultationer eller behandling. Rigshospitalets scleroseklinik er nemlig lagt sammen med Glostrups, og det skaber nye og bedre muligheder.

Efter flere års forberedelse er scleroseklinikken på Rigshospitalet i København flyttet til Glostrup. Det betyder, at klinikken i København og klinikken i Glostrup nu er samlet ét sted.
"Sammenlægningen giver os mulighed for bedre at udnytte vores ressourcer og få mere tid til patientarbejdet. Vi får samlet al specialviden inden for sklerosebehandling ét sted. Det giver patienterne sikkerhed for, at vi tilbyder dem behandling af højeste kvalitet," fortæller centerleder og professor i neurologi, Finn Sellebjerg, til Rigshospitalet.dk
Den nye sammenlægning betyder, at alle med sclerose, som før var vant til at møde op til konsultationer eller behandling på Rigshospitalet i København, nu skal vænne sig til, at det hele vil foregå i Glostrup. Og selvom det kan blive en smule mere besværligt for nogle, er de nye omgivelser en gevinst.
Bedre forskningsforhold
For ud over at samle en stor specialviden inden for sclerose, der kan være gavnlig ved behandling og samtaler, løfter det også forskningsområdet. Det fortæller professor Finn Sellebjerg til Rigshospitalet.dk
"Vores forskning kan bedre integreres i det daglige kliniske arbejde, og vi får nemmere ved at koordinere vores forskningsprojekter," siger han.
Det skyldes, at alle forskere fra de to scleroseklinikker nu er samlet samme sted i helt nye forskningslaboratorier. Og det samme gælder Det Danske Scleroseregister, som også er flyttet med.