Sammenligning af sclerosebehandling
En omfattende meta-analyse prøver at sammenligne effekten af en lang række medicinpræparater mod attakvis sclerose. Forsøget på at rangordne behandlingerne er dog baseret på flere usikkerheder, og effekt og bivirkning er kun undersøgt i 2 år.
Der findes i dag mange terapeutiske midler mod attakvis sclerose, det være sig både immunundertrykkende, immunmodulerende og biologiske præparater. Alle har vist sig at kunne nedsætte hyppigheden af attakker og sygdomssymptomer, men deres potentielle virkning i at forhindre attakker og forværre de invaliderende karakteristika ved sclerose, er en anelse uklar.
Sammenligning af effekt
I dette studie forsøgte italienske forskere derfor at sammenligne den gavnlige effekt og tolererbarhed af en lang række præparater mod attakvis sclerose, herunder interferon beta-1a (Avonex, Rebif), interferon beta-1b, glatiramer acetat, fingolimod (Gilenya), natalizumab (Tysabri), dimethyl fumarat, mitoxantron (Novantrone), daclizumab (Zenapax), alemtuzumab (Lemtrada), laquinimod (Nerventra), azathioprin (Actavis), teriflunomid (Aubagio) og immunoglobuliner.
25.000 patienter og 39 studier
Forskerne analyserede data fra mere end 25.000 personer beskrevet i 39 kontrollerede kliniske studier, der fokuserede på sammenligning af én eller flere af præparaterne mod hinanden eller mod placebo.
Resultaterne viste, at det mest effektive præparat til at forhindre attakker under de første 2 års behandling var alemtuzumab, efterfulgt af mitoxantron, natalizumab og fingolimod. I forhold til at beskytte mod forværring af invaliditet, viste natalizumab sig at være mest effektiv, efterfulgt af mitoxantron og alemtuzumab. Alle de undersøgte præparater var forbundet med nogenlunde ens antal, og type af, bivirkninger.
Beskyttelse mod attakker og forværring af sygdom
Af undersøgelsen fremgik altså, at alemtuzumab, natalizumab, og fingolimod overordnet set var de bedste behandlingsvalg til at beskytte mod attakker i løbet af de første 2 år, mens natalizumab var det præparat, der bedst beskyttede mod forværringer af invaliditeten.
Man bør som patient dog ikke blive bekymret for sin tildelte behandling, og professor Finn Sellebjerg siger: ”Denne type sammenligning har en række svagheder, men kan ikke desto mindre give et vist fingerpeg om de forskellige behandlingers effekt”.
Kun indenfor 2 års behandling
Forskerne understreger også, at det ikke var muligt at forudsige hverken den gavnlige virkning eller mulige bivirkninger ud over de 2 års behandling, hvilket har stor betydning for en livslang sygdom som sclerose. Samtidig var mere end 70% af de undersøgte studier sponsoreret af medicinalfirmaer, hvilket kan have påvirket nogle af studiernes resultater.
