Gå til hovedindhold

Sclerose og seksualitet – det er okay at give op…

18. marts 2016
Kort fortalt

...engang imellem. For nogle gange fylder sygdommen så meget, at det kan virke fuldstændig uoverskueligt at arbejde med seksualiteten. Men det er også vigtigt at komme op på hesten igen, så du kan nyde den intimitet og glæde, seksualiteten kan give dig.

Thumbnail

Af Else Olesen, sexolog

Du kender det sikkert. Nogle gange ser det hele bare helt sort ud, sclerosen fylder alting, du er ked af det og frustreret, og det hele er bare noget hø. Måske var du blevet inspireret af mine klummer her i nyhedsbrevet og havde bestemt dig for, at nu skulle du arbejde med den seksualitet og eksperimentere en masse – og så har du bare slet ikke lyst. Og så begynder du måske at slå dig selv oven i hovedet.

 

Men lad være med det. Sclerosen er lunefuld og kan fylde rigtig meget, og så er det vigtigt, at du giver dig selv lov til at få rum og plads til ikke at skulle eller ville noget som helst. Det er helt okay at tage et pusterum, og du behøver ikke bebrejde dig selv, fordi du ikke kan det hele på én gang. Tværtimod. Tag en pause, pust ud, og når du er klar og har overskuddet, kan du altid tage det op igen.

Tag det roligt

Seksualiteten kan være en underlig størrelse, som fylder meget, specielt når den ikke fungerer. Og når den så oveni bliver helt forandret af sygdom, kan det være rigtig svært at finde modet og lysten til at gå i gang med eksperimenterne. Det er der ikke noget at sige til, og det bliver i hvert fald ikke nemmere, hvis du bebrejder dig selv. Så vent, til det hele ser lidt lysere ud. Når du er klar igen, så tag det hele i små skridt. Du kan prøve dig frem med følgende:

 

• Kig dig for, inden du kaster dig ud i alle mulige uovervejede eksperimenter. For store ambitioner og for mange ”fiaskoer” kan få dig til at miste lysten. Sørg derfor først for at få et overblik over, hvad der kunne være noget for dig. Brug tid på at undersøge, hvad der er realistisk, og hvad du har lyst til. Start hellere i det små, med små delmål, i stedet for at tro, at det hele lykkes inden for et par uger. Seksualitet tager tid, og når du har sclerose, kan det tage længere tid.

• Prøv, om du kan lade være med at se det, der ikke virker, som nederlag eller fiasko. Selv ”fiaskoer” gør os klogere og giver os mere viden om os selv, og så kan du justere næste gang, du prøver. Det er meget få mennesker, som får succes med noget som helst, der ikke har fejlet en masse, inden de nåede så langt. Fejlene giver dig en vigtig viden om, hvad der ikke virker, så du kan prøve noget andet næste gang eller måske bare justere lidt.

• Søg rådgivning. Det kan enten være hos en autoriseret sexolog med speciale i sygdom, det kan være hos sexologerne på Sclerosehospitalerne i Ry eller Haslev, eller du kan få en henvisning fra din læge til en offentlig sexologisk klinik. Du kan også finde inspiration i min bog ”Når kærligheden bliver svær”, som handler om sygdom, parforhold og seksualitet og giver gode råd til, hvordan du og din eventuelle partner kan komme videre. Du kan enten låne bogen på biblioteket eller købe den her: https://www.saxo.com/dk/naar-kaerligheden-bliver-svaer_else-olesen_pape…

• Sørg for både at have en plan A og en plan B. Plan A kan du bruge på de gode dage og på de tidspunkter på dagen, hvor du er mindst træt. Plan A kan være de større, mere krævende eksperimenter eller længerevarende, intimt samvær, hvor du virkelig giver den gas med at finde ud af, hvad der virker. Plan B kan være til de knap så gode dage eller tidspunkter, hvor du er mere træt eller i dårligt humør, og som måske bare betyder, at du får en dejlig massage af din partner.

• Hvis du har investeret i erotiske hjælpemidler og ikke synes, de lever op til forventningerne, så prøv at give det lidt tid. Mange hjælpemidler kræver lidt øvelse og tilvænning, før de giver succes. Så vent, til overskuddet er der på en god dag og giv dem en chance mere. De fleste hjælpemidler af god kvalitet er nemlig rigtig gode, når du først lærer at bruge dem rigtigt – ligesom hvis du har fået en ny telefon eller Ipad. Lær dem at kende, før du giver op.

Op på hesten igen

Selvom du giver op engang imellem, så forsøg at lade være med at give helt op. Det er sådan med alle nye ting, uanset om man har sclerose eller ej, at man ofte vil løbe panden mod en mur og føle, at ingenting fungerer. Men prøv, om du kan finde modet til at forsøge igen, selvom det ikke lykkes første gang. Eller anden gang. Eller tredje gang. For på et tidpunkt vil det lykkes dig, og så vil du være glad for, at du ikke gav op.

 

For når seksualiteten fungerer, om det så bare er engang imellem, kan den være med til at dæmpe kramper og spasmer, den kan give dig nogle vidunderlige stunder med nydelse og intimitet med dig selv og/eller din partner og bare gøre det hele lidt mere til at holde ud.

 

Så jeg hepper på dig! Du kan godt, hvis du vil. Og husk, at de dage, hvor du hverken vil eller kan, må du ikke slå dig selv oven i hovedet. Det er nemlig helt okay at give op. Engang imellem.

 

Husk, at du altid er velkommen at skrive til mig på sexolog@elseo.dk, hvis du har spørgsmål. Du kan også følge mig på Facebook: https://www.facebook.com/elseo.dk, hvor jeg jævnligt poster links til blogindlæg om sygdom og seksualitet. Du kan også finde mig på min hjemmeside: www.elseo.dk

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.