Gå til hovedindhold

Scleroseforeningen på film-set

26. maj 2016
Kort fortalt

Scleroseforeningen var i starten af maj med på optagelse til novellefilmen ”Ramt”. Her fik vi os en snak med instruktør Rasmus Doolengs. Læs, hvordan han har forberedt sig til filmen, og hvad hans eget forhold til sclerose er.

Derudover kan du se en lille film med yderligere interview med Rasmus Doolengs samt med hovedindrollehaver Lotte Munk, der spiller en kvinde, der får sclerose. Filmen er også krydret med en masse ”behind the scenes”-optagelser fra settet.

Har I selv haft sygdommen inde på livet?

Jeg har kendt en, hvis mor har sclerose, så jeg har på den måde kunne se, ikke bare hvordan sclerosen ramte moderen, men også hvordan moderens sygdom ramte min ven. Manuskriptforfatteren har også en ven, der har sclerose, så mange af os på holdet har haft et eller andet forhold til sclerose. Det bidrager helt sikkert også til, at filmen bliver bedre og mere realistisk. 

Hvad har I gjort i forhold til research for at gøre historien ægte?

Vi har selvfølgelig set en masse film og dokumentarer om sclerose. Derudover har en af vores skuespillere sclerose i virkeligheden, så vi har også brugt hendes erfaringer, og det hun havde at sige om det, til vores research. 

Hvilke overvejelser har I gjort jer i forhold til jeres tolkning af sygdommen?

Vi har set en masse dokumentarer om sclerose. I dem har vi set, at sclerose også ramte psykisk, ikke bare hos personen med sygdommen, men også dem omkring personen. Men tit var personerne med sclerose faktisk meget stærke. Vi prøver at vise den styrke ved, at hovedrollen Anne kommer til at kunne nyde de små ting i livet. Hun finder hele tiden måder at overskue de nye komplikationer, der sker for hende.

Hvad er filmens vigtigste temaer?

Filmens vigtigste temaer er mod og overvindelse. F.eks. får Anne sværere ved at male, efter hun får sclerose. Men hun har modet til at prøve at male igen indtil det til sidst lykkes for hende at blive rigtig god. 

Hvad skal publikum sidde tilbage med, når filmen slutter?

Publikum skal se, hvor hård den her sygdom er. De skal vide, at det sker, og det kan ske for hvem som helst. Men de skal også se, hvor stærk en kvinde Anne og virkelige mennesker med sclerose faktisk er. 

Hvor og hvornår får vi denne film at se?

Vi holder en premiere for filmen i København, og så skal filmen ud på forskellige filmfestivaler. Derudover prøver vi også at få den på Ekko Shortlist. Vi prøver at få filmen og dens budskab ud til så mange som muligt, så vi vil også gerne have den ud både nationalt og internationalt. 

Det er svært at sige, hvornår filmen kommer ud. Vi håber, at den bliver klar mellem september og november, men der kan selvfølgelig godt gå længere tid. 

Der er ingen kommentar endnu