Gå til hovedindhold

Scleroseforeningens kasserer Henrik Klæbel er gået bort

3. november 2019
Kort fortalt

Henrik Klæbel, som har været en mangeårig frivillig i Scleroseforeningen, gik bort i onsdags. Henrik var en engageret og meget aktiv frivillig både i Scleroseforeningen og i Dronningens Ferieby. Først som medlem af Oplysningsudvalget og senere kasserer i foreningen, og indtil i onsdags formand for Dronningens Feriebys bestyrelse og kasserer i foreningen.

Han bidrog gennem årene meget aktivt til foreningens udvikling, hvor hans baggrund som statsautoriseret revisor var meget værdifuld, og Henrik har været medvirkende til, at foreningen i dag er en af landets største patientforeninger.

Sygdommen sclerose blev tidligt bragt ind i Henriks liv, da hans mor fik diagnosen i hans barndomsår.

Scleroseforeningens formand Christian L. Bardenfleth udtaler i forbindelse med Henrik Klæbels bortgang:

”Det er et stort tab for foreningen, at Henrik er gået bort alt for tidligt. Henrik gjorde en stor og vigtig indsats for foreningen gennem mange år, og hans professionalisme og viden har været medvirkende til, at Scleroseforeningen er en meget veldrevet og professionel forening. Henriks formandskab for bestyrelsen for Dronningens Ferieby har været med til at sikre, at det er en moderne og tilgængelig ferieby for mennesker med sclerose og deres familier. Vi vil komme til at savne Henriks engagement og store arbejdsindsats”.

Bisættelsen finder sted onsdag den 6. november kl. 15 fra Garnisonskirken.

Der er ingen kommentar endnu