Scleroseindsamlingen indtog Danmark
Søndag den 8. september samlede vi for allerførste gang ind i hele landet. Her gjorde mere end 4.000 indsamlere og 260 indsamlingsledere en kæmpe indsats for at samle penge ind til forskning, og resultatet oversteg alle forventninger: Vi indsamlede 5,7 millioner kroner.

Mange måneders arbejde kulminerede anden søndag i september for de mere end 260 indsamlingsledere, som har spillet en afgørende rolle i forberedelserne af årets Scleroseindsamling.
”Vores seje indsamlingsledere har i den grad været med til at gøre Scleroseindsamlingen til en succes. Deres lokalkendskab, netværk og evne til at få tingene til at ske kunne vi slet ikke have undværet. Vi er så taknemmelige for den tid og energi, de har lagt i forberedelserne,” fortæller Mai Choe Thode, som er kampagneleder for Scleroseindsamlingen.
Slår alle rekorder
Og Scleroseindsamlingen 2019 slog da også alle tidligere rekorder, da mere end 4.000 frivillige indsamlere gik fra dør til dør og ringede på hos danskerne for at bede dem om at støtte forskning i sclerose. Ikke mindre end 5,7 millioner kroner lykkedes det indsamlerne at få med hjem i indsamlingsbøtterne.
”Vores indsamling var en holdindsats helt uden sammenligning, ganske enkelt. Jeg er både dybt imponeret over vores mange, dedikerede frivillige og ikke mindst rørt over de mange, mange bidrag, som danskerne har valgt at putte i netop vores indsamlingsbøtter. Konkurrencen om danskernes tid og penge er benhård, og som forening kan vi virkelig være stolte af den store opbakning og støtte, som danskerne har vist os endnu en gang,” siger Scleroseforeningens direktør Klaus Høm.
Scleroseforeningen samler ind i hele Danmark igen til næste år, hvor indsamlingen finder sted søndag den 13. september.