Gå til hovedindhold

Scleroseindsamlingen satte ny rekord: 5,8 millioner

13. september 2021
Kort fortalt

Næsten 5.000 frivillige var på gaden for at samle ind, da Scleroseforeningen afholdt årets landsindsamling i går. De blev mødt af en fantastisk opbakning fra danskerne. Godt 5,8 millioner kroner blev der samlet ind – og det er ny indsamlingsrekord. 

 

Det er kun tredje år, at Scleroseforeningen samlede ind i hele landet, og direktør Klaus Høm kan næsten ikke få armene ned af glæde over det flotte resultat.

”Vi er så glade og stolte over vores folkelige forankring og tilslutningen til vores indsamling, som vi og vores fantastiske frivillige møder, når vi samler ind til forskning. Og det er virkelig vigtigt. I Danmark har vi en af verdens højeste forekomster af sclerose, og på bare 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet. Skal vi vende den udvikling, så er der kun én vej, og det er at sørge for, at forskningen bliver styrket. Derfor samler vi ind til forskning, og derfor er det så usigelig glædeligt, at det er et formål, danskerne bakker op om,” siger Klaus Høm.

Kig forbi Scleroseforeningens Facebook og se stemningsbilleder fra dagen, indsendt af de mange fantastiske frivillige, der samlede ind fra Skagen til Gedser, og gjorde dette års resultat til noget helt særligt.

Kort om sclerose:

  • Sclerose er en uhelbredelig, fremadskridende sygdom, der rammer centralnervesystemet, dvs. hjerne og rygmarv.
  • Sygdommen kan medføre en lang række symptomer som nedsat muskelkraft, tab af førlighed, smerter, synsforstyrrelser, koncentrations- og hukommelsesbesvær samt sygelig træthed.
  • Sygdommen rammer typisk mellem 20 og 40 år og rammer dobbelt så mange kvinder som mænd.
  • 17.200 danskere har sclerose, og hvert år kommer ca. 600 nye tilfælde til.
  • Antallet af danskere med sclerose er fordoblet på 20 år, og Danmark har verdens 4. højeste forekomst af sclerose.
  • Medicinsk behandling kan mildne sygdomsudviklingen, men ikke for alle. Kun hver anden danske sclerosepatient er i medicinsk behandling mod sin sclerose. 
  • Årsagen til sclerose er stadig ukendt, og sygdommen kan endnu ikke helbredes

Sclerose i Danmark i tal: https://www.scleroseforeningen.dk/viden-om/hvad-er-sclerose/faa-alle-tallene-om-sclerose

 

Der er ingen kommentar endnu