Sellebjerg udnævnt til professor
Overlæge og formand for Scleroseforeningens forskningsudvalg Finn Sellebjerg er pr. 1. maj udnævnt til professor i neurologi ved Københavns Universitet.
Sellebjerg har gennem hele sin karriere arbejdet med og forsket i sclerose, og han er formand for Scleroseforeningens forskningsudvalg, der udvælger de forskningsprojekter, foreningen støtter økonomisk.
Efter sin kandidateksamen i 1993 arbejdede Finn Sellebjerg på forskellige neurologiske afdelinger. Fra 1999 til 2002 var han som led i sit arbejde på Rigshospitalet også lægekonsulent ved Sclerosehospitalet i Haslev. I 2004 blev han dr.med. fra Københavns Universitet på en afhandling om effekten af behandling med binyrebarkhormonet methylprednisolon.
Året efter blev Sellebjerg speciallæge i neurologi og samme år ansat som afdelingslæge ved Scleroseklinikken på Rigshospitalet, hvor han i 2007 blev udnævnt til overlæge.
Tilknytningen til Scleroseforeningen kom i 2002, hvor han blev udpeget til foreningens lægekonsulent, og han har også været tilknyttet Sclerosehospitalet i Haslev. .
Fokus på progessiv sclerose
Finn Sellebjerg har været en flittig forsker ved siden af sit arbejde med patienterne på scleroseklinikken. Han har publiceret 100 originalartikler i videnskabelige tidsskrifter, og netop nu er Finn Sellebjergs forskning i behandlingsmuligheder for mennesker med progressiv sclerose genstand for stor interesse i forskerkredse.
Og den nyudnævnte professor peger netop på, at udnævnelsen giver god mulighed for at forfølge den forskningsstrategi, som gennem de sidste 10 år er bygget op på Rigshospitalet om de neurologiske mekanismer, der fører til sclerose, og muligheden for at behandle mennesker med progressiv sclerose.
Fortsat kontakt med patienterne
Finn Sellebjerg forsikrer dog, at hans udnævnelse til professor og udfordringerne i forskningen ikke betyder, at han opgiver den direkte kontakt med patienterne. Han vil stadig være med i behandlingen på Scleroseklinikken på Rigshospitalet.
Den nye scleroseprofessor holder tiltrædelsesforelæsning til efteråret.