Gå til hovedindhold

Single, sex og sclerose

15. oktober 2015
Kort fortalt

Det kan være svært nok for de fleste at finde den helt rigtige kæreste eller et dejligt one-night stand i byen, og når du samtidig kæmper med sclerose, kan det virke helt uoverkommeligt og måske endda uopnåeligt at finde en kæreste eller sex-partner. Men du kan godt være både attraktivt kærestepotentiale og/eller finde en sexpartner, selvom du er syg.

Thumbnail

Måske var du allerede single, da du fik sclerose, eller måske blev du det efterfølgende. For nogle er det bare som med så mange andre par; I voksede fra hinanden og havde ikke lyst til at være sammen mere. Men for mange er sclerosen en medvirkende årsag. Måske magter den raske partner ikke at være sammen med en, som er syg, eller det kan være den syge partner, som vælger at stoppe forholdet, fordi han eller hun ikke føler, at han/hun kan leve op til den raske partner og ikke har lyst til at være en ”byrde”.

Men selvom du har sclerose, har du sikkert lige så meget lyst til at finde en kæreste og have et dejligt sexliv, som så mange andre har. Og heldigvis findes der faktisk en magisk formel, og den er ovenikøbet enkel:

Når du ikke længere vil have en kæreste, får du én

Den har du sikkert hørt før, og selvom det er nemmere sagt end gjort, er der en grund til, at det er blevet en kliché. For når du er helt og aldeles tilfreds med dig selv og dit liv og ikke har brug for en kæreste for at føle dig ”hel” eller lykkelig, så udstråler du netop alt det, som er så attraktivt for det andet køn.

 

Hvis du derimod opfatter dig selv som uværdig eller ikke som ”kærestepotentiale” (det kan være på grund af sclerosen, men også på grund af mange andre ting som dårligt selvværd etc.), så vil andre se dig lige sådan. Hvis du selv synes, at du er lige til at krølle sammen og smide i skraldespanden, bliver det svært for andre at komme ind på livet af dig og finde kærligheden, og når du fokuserer på dine mangler, bliver det også svært for dig selv at invitere nogen ind i dit liv – for du er jo ikke ”god nok”.

 

Derfor skal du – hvis du er single og gerne vil have en kæreste og/eller sexpartner – glemme alt om ”den anden” og i stedet koncentrere dig fuldstændig om dig selv. Så meget, at du helt glemmer det der med at finde en kæreste. Du skal elske dit singleliv så meget, at en kæreste nærmest vil være forstyrrende – på den måde sørger du også for kun at lukke den helt rigtige ind og ikke lade dig ”nøjes” med det næstbedste af frygt for ikke at kunne finde ”bedre”.

5 trin til det fede singleliv

Det er selvfølgelig meget nemmere sagt end gjort, og derfor har jeg samlet en bunke tips til dig, som du kan starte med. Du skal nemlig i gang med en både fysisk og mental proces, og det kommer til at kræve både øvelse, tillid og nysgerrighed.

 

  1. Find 10 ting, du godt kan lide ved dig selv: Først og fremmest skal du begynde at fokusere på alt det gode ved dig selv. Når man får sclerose, kan man hurtigt blive rigtig god til at fokusere på alt det, man ikke længere kan og slå sig selv oven i hovedet med det og blive rigtig ked af det. Det skal vendes. Find derfor 10 ting, du rigtig godt kan lide ved dig selv, og skriv dem ned. Det kan godt være, du skal bruge noget tid for at finde 10 ting, og hvis du går helt død i det, kan du eventuelt få en ven til at hjælpe dig. Ofte har vi svært ved at se de gode ting ved os selv, og så er det helt okay at bede om hjælp. Men du må kun skrive det på listen, hvis det er egenskaber, du også selv godt kan lide, og som du tror på. Når du har fundet 10 ting, skal du begynde at dyrke dem og tænke på dem. Gerne hver eneste dag, hvis du har mulighed for det. Det kan f.eks. være, at du har flot, langt hår, en muskuløs brystkasse, smukke fødder eller flotte negle. Måske er du super god til at lave mad eller spille guitar, har en god tøjsmag, er klog, flot eller noget helt andet. Det handler om sætte fokus på det gode i stedet for det knap så gode, og når du begynder at fokusere på de gode ting ved dig selv og se det som kvaliteter, vil du begynde at mærke den positive energi der følger med og begynde at udstråle det.
  2. Dyrk dine interesser. Hvis du ikke allerede har flere ting, som interesserer dig, så find nogle interesser, som kan opsluge dig så meget, at du glemmer alt om tid og sted. Noget, som fylder dig op med glæde og får dig til at ”glemme” savnet efter en kæreste. Flyt dit fokus fuldstændig fra mulige partnere til dig selv. Måske elsker du at tage på fuglekigger-ture eller spille brætspil eller læse om 2. verdenskrig, eller måske har du altid drømt om at lære at tale fransk. Det kan også være, at du elsker at gå i teatret, at lytte til opera eller noget helt tredje. Uanset hvad det er, så fyld dit liv med aktiviteter, mennesker og interesser, der ”fylder dig op” og får dig til at føle dig levende og glad. Nogle interesser kan selvfølgelig være udfordrende, afhængigt af hvor meget hjælp du har brug for i hverdagen, og måske kan du ikke løbe et maraton, men med lidt kreativitet og opfindsomhed kan mange ting lade sig gøre. Når du begynder at dyrke dine interesser mere intenst, flytter du fokus fra kærestejagten til dig selv, og du vil udstråle mere af det, som er interessant for en mulig partner; nemlig tilfredshed, passion og glæde.
  3. Lær din egen – og nye – seksualitet at kende. Når man får sclerose, ændrer seksualiteten sig ofte med sygdommen. Måske har du føleforstyrrelser og/eller nedsat følelse i kønsorganerne, og du kan måske ikke længere dyrke sex i de samme stillinger, som du plejede. Du kan læse mere om nedsat følelse her: https://scleroseforeningen.dk/nyhed/nedsat-f%C3%B8lsomhed-og-seksualitet Heldigvis kan du godt arbejde med din seksualitet, selvom du ikke har en partner. Begynd med at dyrke din egen sensualitet og mærk, hvordan du kan glæde din krop med dine egne berøringer. Hvad føles godt, og hvad skal der til, for at du mærker nydelse? Dyrk din seksualitet på alle niveauer. Det kan være ved at kæle for din arm og mærke, hvordan det kildrer, eller mærke nydelsen strømme gennem din krop, når du smører dig ind i bodylotion. Begynd at onanere (hvis du ikke gør det i forvejen) og find ud af, hvad der skal til, for at du kan opnå nydelse og måske orgasme. Jo mere du selv ved om din seksualitet, jo nemmere er det for dig at vise en ny partner, hvad du godt kan lide. Mange oplever vanskeligheder ved onani, fordi følelserne ændrer sig, og derfor skal der måske mere til – og det kan skræmme en eventuelt partner. Men hvis du selv har accepteret det og kan guide ham eller hende, forvinder det ”farlige”. Jo bedre du kender dine erogene zoner, jo mere erotisk og sensuel vil du føle dig, og jo mere sensualitet vil du udstråle. Måske kan det være en fordel for dig at begynde at læse erotiske sexnoveller. Der findes blandt andet en del på nettet, som man kan google. Du kan læse mere om, hvordan du finder vejen til en ny og tilfredsstillende seksualitet med sclerose i klummen her: https://scleroseforeningen.dk/nyhed/vejen-til-en-ny-seksualitet
  4. Find ud af, hvornår du føler dig mest sexet, smuk og attraktiv. Hvis du er mand, hvornår føler du dig så mest maskulin? Hvad betyder det for dig, og hvordan kan du blive mere af det? Er det, når du har skjorte og slips på, eller når du er nybarberet? Eller er det, når du har de seje sneakers på eller noget helt fjerde? Find ud af det og gør mere af det til hverdag – ikke kun når du har en date. Hvis du er kvinde, hvornår føler du dig så mest feminin? Er det, når du har stiletter på eller den røde læbestift? Er det en lille sort kjole eller flagrende, hvide gevandter? Begynd at dyrke den følelse hver dag. Når du har sclerose, kan det være en nødvendigt at tænke kreativt og i alternative baner. Jeg kender f.eks. en dame, som på grund af sygdom ikke længere kan gå i stiletter, som ellers får hende til at føle sig sexet.  Nu får hun engang imellem sin hjælper til at give hende stiletter på, når hun er kommet i seng. Når manden kommer ind lidt senere, får han sig en dejlig overraskelse, når hun byder ham velkommen i sengen med frækt undertøj og stiletter. Pointen er, at nok sætter sygdommen nogle grænser, men ofte sætter fantasien og tankerne endnu flere. Vær derfor kreativ, nysgerrig og åbensindet i dine forsøg på at dyrke de sider af dig selv, der får dig til at stråle og føle dig mest attraktiv.
  5. Få hjælp af din fysioterapeut. Få hjælp til at træne din krop til at kunne ligge i forskellige samlejestillinger, og få hjælp til, hvordan du kan bruge puder, andre stillinger eller andet, så du på lige fod med andre kan gennemføre samleje uden at skulle rekreere i sengen flere dage efter. Det kan virke grænseoverskridende at skulle have hjælp af din fysioterapeut, men sclerosen kan medføre, at mange ”gængse” samlejestillinger er et no-go, fordi de fremprovokerer spasmer eller smerter. Så vær nysgerrig med hensyn til, hvad du kan bruge af alternative stillinger. Hvis din fysioterapeut ikke kan hjælpe dig, kan han eller hun måske finde hjælp hos kolleger, eller du kan spørge fysioterapeuterne på Sclerosehospitalerne i Ry eller Haslev.

Når du begynder at arbejde intensivt med dig selv og dine positive og dejlige sider og det, der giver dig glæde, vil du opleve, at du bliver bedre til at være dig. Du vil opleve, at du bliver mere fortrolig med din seksualitet og mere tryg ved den, du er. Og så vil du begynde at udstråle kærlighed, tilgængelighed og passion - egenskaber, som langt de fleste mennesker bliver tiltrukket af. Derfor er mit sidste råd; nyd singletiden! Før du ved af det, er du i fast parforhold, hvor du skal indgå kompromiser, irriteres over tandpastatuber og skændes om opvasken.

 

Hvis du føler, at du har behov for yderligere vejledning, vil jeg anbefale dig at kontakte en autoriseret sexolog eller terapeut eller en af sexologerne i Ry eller Haslev.

 

Klummen i næste nyhedsbrev handler om at være meget hårdt ramt af sclerose.  Hvordan man arbejder med sin seksualitet, når man har svære handicap på grund af sygdommen og måske er helt afhængig af en personlig hjælper.

 

I mellemtiden er du velkommen til at skrive til mig på sexolog@elseo.dk, hvis du har forslag til emner, du godt kunne tænke dig, jeg skriver om. Du kan også følge mig på Facebook: https://www.facebook.com/elseo.dk, hvor jeg jævnligt poster links til blogindlæg om sygdom og seksualitet. Du kan også finde dem på min hjemmeside: www.elseo.dk 

 

Rigtig god fornøjelse!

 

 

 

Der er ingen kommentar endnu