Skældud er syre på børns selvværd – uanset om det er mor, far eller sclerose, der skælder ud.
Vrede ord, hårdt tonefald og kropssprog er hverdag i mange familier med sclerose, men skældud er som at hælde syre på børnenes selvværd, siger familievejleder Christina Abildgaard. Også når sclerose er årsagen til, at mor eller far farer i flint eller hakker på børnene fra morgen til aften på dårlige dage.
En følge af sclerose kan være en kortere lunte end før. Det oplever hver anden forælder med sclerose, der har hjemmeboende børn. Det viser en ny undersøgelse blandt 411 mennesker med sclerose. Men hvad gør det ved børn, når mor eller far skælder ud? Og hvad er skældud? Det har vi talt med familievejleder Christina Abildgaard om. Hun har skrevet bøger om skældud, og hun hjælper forældre til at finde alternativer til skældud blandt andet via onlineforløb.
Sclerose og skæld ud i børnefamilier
Hver anden forælder med sclerose, der har hjemmeboende børn, svarer i en ny undersøgelse, at de har fået lettere til vrede.
Tre ud af fire af forældrene oplever, at der skal mindre til, før de bliver vrede, og hver anden af dem oplever, at de har fået sværere ved at kontrollere deres vrede, når den viser sig.
Mere end seks ud af ti svarer, at de typisk reagerer ved at skælde ud eller råbe, når de bliver vrede, og de fortæller, at det næst efter deres partner er deres børn, som deres vrede oftest er rettet mod.
Barnets oplevelse
”Kort fortalt er definitionen på skældud, at det er det, barnet oplever som skældud. Ligegyldigt hvad min intention som forælder er. For opleves det som skældud, så har det skælduds effekt,” forklarer hun og giver et signalement af, hvor mange forskellige aspekter, der kan indgå i skældud:
”Det kan handle om, hvilket toneleje vi taler i, hvad det er for ord, der bliver brugt, men også om de små ”slag” mellem ordene, der spiller på skyld og skam: ”Det er da også utroligt, at du ikke snart kan finde ud af at...” eller ”Det er du da virkelig for stor til…” Det kan også være ordene selv: ”Du er simpelthen bare så… ” Og så er der ansigtsmimikken og kropssproget, som vi som mennesker er kodede til at aflæse, og som vores børn er så knivskarpe til.”
Helt fundamentalt har børn brug for at være trygge, fordi de er så afhængige af deres forældre, og derfor aflæser de hele tiden deres forældre, forklarer familievejlederen:
”Og det, de kigger efter, er også: Kan du lide mig? Kan jeg være tryg ved dig? Har du ro på dig selv og derigennem også overskud til at passe på mig?: ”For de ved, at hvis man ikke har styr på sig selv, så kan man heller ikke passe på andre.”
Jeg har problemer med mit temperament. Jeg har virkelig svært ved at styre det, og det er forfærdeligt, for det går ud over min kæreste, og især min søn på to et halvt. F.eks. hvis han ikke vil lægge sig til at sove til middag, selvom det er helt tydeligt, at han trænger til det: Det ender med, at jeg råber og skriger grimme ting til ham, og han hulker og nærmest hyperventilerer, den lille stakkel. Jeg flår ham ud af sengen og skubber ham ind i stuen og råber, at så kan han sgu’ også bare være vågen og gå ind og lege. Og flere grimme ting, jeg er for flov til at gengive. Det kan blive udløst af den mindste ting, der ikke går min vej.
Anonym mor med sclerose
Uønsket og uelsket
Jo mere forælderen skælder ud på barnet, des mere signalerer forælderen: Du er ikke velkommen her, og des mere uelsket og truet på sin eksistens føler barnet sig instinktivt. Det skyldes, at vores hjerner helt tilbage fra urtiden er kodede til at vide, at hvis vi bliver skubbet ud af flokken, overlever vi ikke.
”Sker det samtidig på en måde, hvor barnet er uforberedt og overrumples, fordi forælderen farer op som trold af en æske, så kan det skabe en endnu dybere påvirkning,” siger familievejlederen og understreger, at sådanne situationer indebærer en øget risiko for, at barnet bliver overopmærksomt og bruger endnu mere energi på at aflæse forælderen for at holde øje med, om noget lignende kan risikere at ske igen.
Det er først nu som voksen, at jeg har fortalt min far om min mors mange udbrud. Når han var der, var der våbenhvile. Så kunne hun godt styre sig. Måske gemte hun sit overskud til han kom hjem. Men når vi kun var hende og mig, så var der en helt anden stemning og en bevidsthed hos mig om, at jeg hellere måtte holde mig på afstand af hende på grund af hendes utilregnelige vredesudbrud
Anonym datter til mor med sclerose
Formidlende faktor?
Men hvad så hvis det ikke er mor eller far, men sclerose der skælder ud? Og hvis barnet har fået forklaret det? Har skældud så samme nedbrydende effekt?
”Det er helt sikkert godt, at barnet er forberedt på, at der i familien er det her vilkår, der gør, at mor eller far kan komme til at skælde ud, og det kan godt være, at det kan have en smule formidlende effekt i forhold til konsekvenserne af skældud,” siger Christina Abildgaard og tilføjer i samme åndedrag:
”Særligt hvis der igen og igen snakkes med barnet om, at det er sygdommen, der gør det her ved mor eller far, og at det aldrig handler om dig. Det er mor eller far, som bliver hevet med af deres sygdom, og hun eller han øver sig på, at det ikke sker igen. Du gør ikke noget forkert. Du er helt som du skal være, og mor eller far kan lide dig præcist som du er. Og hvis det er den anden forælder, der har snakken med barnet, kan han eller hun samtidig sige: Og jeg passer på dig!”.
Grundlæggende ændrer det dog ikke på, at skældud kan påvirke børns selvværd negativt: ”Når man får skældud, så føler man sig uønsket og uelsket, og at føle sig uønsket dér hvor man er, er utrygt og dybt ubehageligt, ligesom det er fundamentalt for et barn at føle sig elsket af sine forældre. Og når man får skældud som barn, så tænker man, at det nok også er ens skyld, og fordi man er et dumt barn,” forklarer familievejlederen:
”Derfor siger jeg det indimellem på den måde, at skældud er som at hælde syre på et barns selvværd.”
