Gå til hovedindhold
TemaCorona og scleroseSe hele temaet

Skruer din sclerosemedicin på coronavaccinens beskyttelse?

15. april 2021
Kort fortalt

Det er muligt, at forskellige medicinske behandlinger sænker graden af beskyttelse mod coronavirus, som coronavaccinerne ellers giver os. Et imponerende og stort forskningsstudie vil give os svar allerede til sommer.

Først var det plejehjemsbeboere, og dernæst fik ældre eller svækkede, som lever med sclerose, et tilbud om to stik med en af coronavaccinerne. Men de var ikke ene om at få plads tidligt i vaccinekøen.

En mindre gruppe af personer med sclerose har også fået muligheden for en tidlig vaccinetid. De er alle i behandling med enten Ocrevus eller Rituximab, og flere af de personer kan være med til at skabe ny viden om, hvorvidt de to sclerosebehandlinger sænker virkningen af coronavaccinerne.

”Jeg har aldrig før oplevet et så imponerende set up. Studiet er kommet på benene enormt hurtigt, og det hele kører på skinner. Vi indsamler kontrolmateriale frem til 1. maj, og flere hundrede patienter med forskellige sygdomme og medicinske behandlinger deltager,” fortæller professor i neurologi Finn Sellebjerg.

Færdige inden sommer
 

Han arbejder på Rigshospitalet, som har den scleroseafdeling, der inkluderer mennesker med sclerose i behandling med Ocrevus eller Rituximab til det nye, omfattende forskningsstudie.

”De patienter, som vi har inviteret til at deltage, og som har lyst, får taget en blodprøve inden og efter enten første eller andet vaccineskud fra BioNTech/Pfizer. Vi undersøger ud fra blodprøverne, om og hvor mange antistoffer patienterne danner, når de har fået coronavaccinen,” forklarer Finn Sellebjerg.

”Vi regner allerede med at kunne dele resultaterne lige efter sommer. Der vil vi finde ud af, hvor god en antistofrespons man danner af coronavaccinen, og hvor længe der optimalt skal gå mellem infusion med sclerosemedicin og vaccination for at opnå den bedste beskyttelse mod coronavirus,” uddyber han.

Afgørende dræberceller


Selv hvis forskerne finder, at de to sclerosebehandlinger påvirker antallet af antistoffer mod coronavirus, betyder det ikke med sikkerhed, at du er dårligere beskyttet af vaccinen.

Antistofferne er med til at gøre, at en virus mister evnen til at trænge ind og dele sig i din krops celler, eller hjælper dine forsvarsceller med at ødelægge virusset. Men der findes også en anden celletype, der aktiveres af vaccinen, og som er afgørende for, hvor virkningsfuld vaccinen er.

”Antistoffer kan ikke alene sige, hvor godt vaccinen virker. T-celler, som vi kalder dræbercellerne, er også afgørende for, i hvor høj grad en vaccine beskytter os mod virus. Dem kan vi bare ikke måle, så vi kan kun tage udgangspunkt i mængden af antistoffer,” forklarer Finn Sellebjerg.  

Udenlandsk forskning peger på færre antistoffer


Professoren fortæller, at der allerede nu er andre udenlandske forskere, som også undersøger coronavaccinernes virkning, når man samtidig er i behandling med en af flere typer sclerosemedicin.

”De første resultater peger på, at der er en lavere antistofrespons blandt personer, som er i behandling med Ocrevus, Rituximab og Gilenya. Men som sagt kan det ikke alene sige noget om, hvor godt man er beskyttet. Og hvis det viser sig, at man er dårligere beskyttet, når man samtidig får en af de sclerosebehandlinger, så anbefales det stadig, at man får vaccinen, så snart det er muligt,” siger Finn Sellebjerg og uddyber:

”Selvom man i så fald vil være dårligere beskyttet mod coronavirus, er beskyttelsen der stadig i en vis grad, og når flere og flere får vaccinen, vil sygdommen ebbe ud. Men det bliver meget spændende at se, hvad resultaterne viser fra det nye studie inden længe.”

Der er ingen kommentar endnu